Thailand - Au Nang

Dag 1.

Vækkeuret ringede kl. 5:00 sharp og kort derefter fulgte vores andre nødvækkeure. Vi havde heldigvis pakket i forvejen, så det var blot at springe i tøjet og komme afsted imod Kastrup hvor vi havde bestilt parkering.

En time efter rullede vi ind på parkeringspladsen, hvor vi stod ud i kulden og skulle vente 12 minutter på shuttlebussen i 6 graders kulde. Forhåbentligt for sidste gang i de næste to uger.

I lufthavnen mødte vi Nikolaj og Arthur, og uden de store sværdslag fik vi bordet flyet, der skulle tage os første længe af turen: Kastrup - Doha. Det var en stor maskine med 10 sæder på tværs og in-flight entertainment. En fantastisk opfindelse der gjorde at vi ikke hørte et kvæk fra børnene på hele turen.

Doha lufthavn var en imponerende bygning og især hovedhallen som jeg vurderer spænder 700 meter og har sin egen metrorute fra den ene ende til den anden var imponerende.

Vi besøgte deres food court, som ikke var noget som man ikke kunne møde i enhver anden lufthavn. Børnene fik pizza, Michael fik en stykke lam på knogle og Sara fik en kyllingeret. Vi havde små fire timer i lufthavnen, hvilket egentligt passede fint. Vi spiste, legede lidt på den lokale legeplads og tog en tur med metroen, og herefter kunne vi lige sidde 20 minutter inden det var tid til at boarde den næste flyver, der skulle tage os det sidste stykke til Krabi, og hvor vi rigtig skulle på tværs af tidszonerne. Vi havde allerede krydset to zoner imellem København og Doha, og den sidste bid skulle give os yderligere fire tidszoner, hvilket betød at vi ville lande kl. 6:00 lokal tid, hvilket svarede til midnat i Danmark. Da planen var at holde den gående, og på den måde bekæmpe jetlagget, så fik vi kæmpet børnene til at tage en lur på flyveren og fik også selv lidt afbrudt søvn, så vi følte os nogenlunde klar, da vi ramte Krabi.

Man immigrerer på stedet, hvilket betyder at man skal udfylde en formular for at komme ind i landet. Den fik man dog allerede på flyet, og så skulle man igennem en kort proces for at komme hele vejen ind i landet.

Allan havde lejet en minibus til os, der ventede i lufthavnen, så for første gang i hele vores liv, kunne vi føle os som en af de rigtig vigtige personer, hvis navn er på et skilt.

Turen til hotellet tog ca. 40 minutter og her mødte Allan os sammen med Gui - hans kæreste. Det var et meget lækkert hotel, hvor alle børnefamilierne havde fået familieværelser, der udmærker sig ved, at de havde udgang direkte ned i poolen. Det var et hit hos børnene.

Hotellet lå lige ned til stranden, og i en zone hvor der ikke måtte køre biler, så det var også rigtig lækkert. Vi tog en tur langs strandpromenaden og fandt et sted hvor de havde en morgenmadsbuffet. Den thailandske bath står i ca. 4.40, hvilket betyder at 100 danske kroner, rækker til 440 thailandske bath. Det betyder at når man ser en pris, så kan man regne med, at det er ca. 4 gange "billigere".

Vi havde besluttet at dagen ikke skulle bruges på det store, da vi nok var udmattede af flyveturen, så vi startede i poolen og lige over middagstid, tog vi en vandretur rundt i lokalområdet, dels for at finde en hæveautomat og dels for at finde frokost. Hæveautomaten fandt vi hurtigt, men Michael blev lidt nærig. Gebyret hjemmefra på en kontanthævning er 30,- og oven i dette placerer den thailandske bank et yderligere gebyr på 300 bath, dvs. en samlet hæveomkostning på 100,- og når der tillige er en hævegrænse på 2.000,- er dette en rigtig dårlig forretning. Næste forsøg må være et vekselbureau.

Vi fandt en typisk turist-restaurant, hvor de kunne præstere mere end 2-300 retter på menukortet, og selv om det ikke faldt helt i Guis smag, fik vi alligevel introduktion til den Thailandske måde at spise på - nemlig at bestille en serie retter til bordet, som man så deltes om.

Herefter tog vi tilbage til hotellet hvor jetlagget var ved at have fået godt fat i os alle, men vi kæmpede imod og holdt frem til solnedgangen kl. 18:20, som vi nød og herefter gik hen og spiste på The Last Fisherman.

Da maden var spist, satte selskabet bid for bid kursen tilbage imod sengene. Sidst var Allan og Michael, som kunne lukke lidt over 21:00, som modsvarede kl. 15:00 i Danmark og gav et døgn på 34 timer bortset fra den korte sovetur i flyvemaskinen.

Dag 2.

Vi sov alle som sten uden ufrivillige opvågninger, så næste dag var der ikke spor af jetlag, og vi mødtes til morgenmad i restauranten kl. 8:00. Aftenen i forvejen havde Allan booket et chauffør til dagens aktiviteter, så efter endt morgenmad, holdt han klar til at transportere os rundt, som vi måtte ønske. Første stop var et autentisk thailandsk marked, der lå i en stor hal, hvor man kunne købe alt i mad og diverse varer. Som Nikolaj udtrykte det var der en lugt af eksotiske ting, den mad man stod op af, og kloak i en herlig blanding. Det var en stor oplevelse, og vi blev introduceret for adskillige eksotiske frugter og andre specialiteter som aldrig har fundet vej til Danmark. Et sted kunne man også købe kakerlak-lignende insekter, og her var Kelvin og Michael modige og tog en smagsprøve. Det meste af insekten var skjold, men kødet sad under rygpladen og havde en højst overraskende smag: Det mindede lidt om ingefær og en sæbeagtig smag. Herefter fik Kaya også købt en bluse og vi kom afsted med en række assorterede frugter, inden turen gik videre.

Næste stop var templet med de 1288 trin, hvor man, som der lå i beskrivelsen, kunne tage de 1288 trin der var op til helligdommen på toppen af bjerget. For foden af trapperne levede en abe-koloni, som var ude efter alt som sad løst og lignede mad. Sara og Sylvester havde opgivet på forhånd, imens Kaya skulle små 75 trin op, inden hun også måtte konstatere at det heller ikke var noget for hende, og så fortsatte resten af selskabet turen op. Det var en virkelig hardcore tur, da trappetrinene var af meget varierende beskaffenhed, hvor de værste nærmest var knæhøje og ganske smalle. Arthur og dermed Nikolaj måtte give op omkring trin 650, imens Kelvin nåede til trin 900 inden han også måtte give fortabt. Det sidste hold på toppen blev dermed Michael, Allan og Gui.

Da vi kom ned igen, havde vi fortjent is og det blev indtaget imens vi kiggede på de muntre aber.

Så var vi også blevet sultne, og Allan ville gerne ud og spise fisk med os, da der fandtes kombinationer af restauranter og fiskefarme. I samtale med chaufføren fik vi anbefalet et sted, der dog krævede at vi skulle have en båd det sidste stykke, men det fandt vi også ud af og ankom til restauranten med båd. Restauranten flød på vandet og under den havde de store beholdere som fiskene svømmede rundt, så man kunne se dem. På landsiden af restauranten var store kar med krabber, krebs og rejer, og herfra var det blot at pege på det man ville indtage, samt tale om hvordan det skulle tilberedes. Vi valgte nogle rejer, et par krabber, nogle østers og en stor fisk, og spiste herefter et imponerende fiske-festmåltid.

Da vi alle var mætte blev vi sejlet tilbage til land, hvor vores chauffør fragtede os tilbage til hotellet, hvor dagens sidste par timer gik i poolen.

Vi besøgte endnu engang The Last Fisherman til aftensmåltidet, da vi jo havde spist autentisk til frokost.

Dag 3.

Dagen startede kl. 7:00 hvor Michael og Nikolaj havde sat hinanden i stævne til en morgen-løbetur. Allan havde anbefalet at løbe imod vest, hvor der var en sti kaldet "The Monkey Trail", men den viste sig at bestå af dårligt vedligeholdte trapper og træstier, så et par hundrede meter inden besluttede de sig at vende om, og i stedet blot løbe en runde i byen. Det blev til lige over 2,5 km hvilket var mere end passende i varmen.

Børnene glædede sig til den overdådige morgenmad, og især Sylvester fik forsynet sig med hele 6 stykker wienerbrød på tallerkenen. Michael greb ind og fjernede halvdelen, hvilket reducerede totalen til tre wienerbrød. Ved nærmere eftertanke trak Sylvester vist stadigt det længste strå.

Vi tilbragte formiddagen på hotellet, og havde planlagt at tage ud på bådfart om eftermiddagen. Allan og Gui var så gode at undersøge det lokale marked, og fandt en all-inclusive pakke der inkluderede båd, vand, frugt og transport fra hotellet. Sidstnævnte var lidt muntert, da det på alle måder var hurtigere at gå ned til stranden fra hotellet, end at køre, da dette involverede en lang vej ind i landet, for at støde til en anden lang vej, der ledte ned til stranden igen.

Men vi blev klogere, for båden der skulle sejle os, lå et par byer væk så det tog 15 minutters tid at køre derhen. Båden var en såkaldt longtail boat - en traditionel Thailandsk langbåd, hvor der var monteret en bilmotor på en stang, hvor der igen var fastgjort en anden lang stang med skrue for enden, som man så kunne sænke i vandet for at manøvrere båden.

Vi stod ud imod vores første destination, der var en dobbeltø hvor en sandbanke forbandt disse, så man kunne gå imellem dem. Der var mange sten i farvandet, så det var lidt svært at finde et godt sted at gå ud, men da man endelig fandt sig til rette, opdagede man også et rigt dyreliv bestående af fisk, krabber og andre smådyr, der både piblede rundt på stranden og i vandet.

Da vi havde opholdt os der i små halvanden time, tog vi videre hen og se chickenhead klippen, der var en klippe der med lidt god vilje kunne ligne en kylling. I det hele taget var landskabet fantastisk. Overalt i det blå hav, stod limeklipperne og ragede højt, højt i vejret. De var alle frodigt bevoksede, undtagen på de stejleste steder og mange havde bounty-agtige strande, hvor bådene så frit kunne lægge til.

Næste disciplin var snorkling, hvilket også var en stor oplevelse. Børnene gik til det med varierende modighed, hvor Kelvin var modigst og det herfra gik aldersmæssigt ned ad bakke. Michael gav sig også i kast med disciplinen selv om han ikke kunne svømme, og iført dykkermaske, snorkel og redningsvest fik man hovedet under vand, og fik åbenbaret et fantastisk landskab af koraller, fisk og søpindsvin. Pludseligt løsnede en af kork-pladerne sig dog fra Michaels vest, hvilket reducerede opdriften i sådan en grad, at han vurderede at det var sikrest at vende tilbage til båden.

Snart efter var vi alle oppe, og så tog vi til turens sidste destination, der var en postkort-værdig strand hvor vi fik badet lidt mere inden båden vendte tilbage og satte os af.

Gui havde været noget skuffet over turist-restauranterne, så vi besluttede os at mødes kl. 18:45 for at gå til et lokalt madmarked, der skulle være lidt mere autentisk. Nikolaj trak dog i nødbremsen for Arthurs og hans vedkommende, da Arthur havde det bedst med de vante rammer på hotellet, så vi var 7 mennesker der satte afsted.

Det bragte os igennem hovedgaden, der emmede af turisme med folk der prøvede at kapre en ind på netop deres restaurant, hvad enten det så var fordi den havde en tagterasse, billige priser eller noget helt tredje. Vi holdt dog stand.

Michael ville også gerne veksle nogle penge, så vi besøgte vekselboderne, der lå med meters mellemrum og fandt en trend i, at jo længere man kom fra stranden, jo bedre blev kursen. Faktisk steg kursen fra 4,30 til 4,40 på de 500 meter vi gik, og der var ingen undtagelse - jo længere man gik, jo bedre kurs.

Madmarkedet var en stor oplevelse. En masse borde og stole var omringet af små boder, der hver især prøvede at overbevise en om at det var i lige præcis deres bod, man skulle købe sit måltid. Grillene flammede og råvarerne lå frit fremme til beskuelse og evaluering. Vi sendte erfarne Gui og Allan i felten og efterhånden som de fik bestilt, kom retterne til os fra alle verdenshjørner. Der var dog system i tingene lærte vi. Vores regning blev samlet af en enkelt bod, hvor de øvrige boder så sendte deres regninger hen og da Michael spurgte til hvordan de holdt styr på service, forklarede Allan at der var en samlet service-facilitet som de individuelle boder, så også betalte til. Gui havde længe kæmpet med at vinde Sylvesters hjerte, da han ikke brød sig om at hun holdt ham i hånden eller rodede i hans hår, og her lykkedes det, da hun spurgte om han ville have en is. Straks spiste han op som en lille maskine og gik direkte med op til isboden. Det var også en oplevelse i sig selv. Der var en isnende kold plade, hvor der blev hældt en isblanding over, og så kunne man ellers vælge hvad man ville have blandet i sin is. Med et par behændige knive fik kokken så blandet det hele til nogle isruller, som man modtog i en lille skål.

På vejen hjem stødte vi på et ildshow, hvor nogle veltrænede, unge mænd jonglerede med ild. Det hele var indhyldet i en lugt af benzin, og da flere af dem røg under forberedelserne til showet, måtte man nok konkludere at der fra tid til anden måtte være nogle "arbejdsskader".

Nikolaj stødte til og mændende afsluttede aftenen på The Last Fisherman med et par øl.

Dag 4.

Dagen startede endnu en gang med en løbetur, stort set identisk med gårsdagens tur, inden vi samledes ved morgenbordet. Vi havde egentligt talt om endnu en bådtur, men da børnene var lidt oplevelsesmættede besluttede vi at dele os op og tage dagen stille og roligt.

Vi startede dagen på hotellet og i poolen hvor børnene hyggede sig hele formiddagen, inden vi gik ud for at spise kl. 13:00. Vi fandt et sted langs strand-promenaden der var et typisk turiststed, men vi var sultne og menukortet talte både til børn og voksne. Hver tjener havde en gimmick som de brugte ved alle borde. En lod som om han ville tage en bid af børnenes mad, en lavede tittebø og en havde en rutine med at slå en parasol op, og så pludselig opdage, at der var oceaner af andre parasoller og se meget træt ud. Denne rutine blev understøttet af at det rent faktisk begyndte at regne, således at parasollerne skulle slåes op og i, i en uendelighed.

Efter måltidet gik børnene tilbage på hotellet imens Sara og Michael, valgte at trave lidt. Det blev til en tur op af strandpromenaden og den lokale hovedgade, hvor der mest var turistting. Herfra kunne man tage "bagvejen" tilbage til hotellet, hvilket var en grusvej, hvor byggeriet var i fuld gang. Der var ingen tvivl om, at om et års tid ville dette også være en veletableret hotelgade.

Tilbage på hotellet var Kelvin blevet dårlig med ondt i maven, så Sara holdt skansen på hotellet med ham, og blev gjort selskab af Nikolaj og Arthur, imens resten af os gik en tur på The Last Fisherman, inden vi besøgte markedet fra gårsdagen, hvilket havde været en stor succes og ligeledes var det i dag. Michael ville gerne smage nogle stærke retter, så det blev der mulighed for. Det smagte godt. På vej hjem fra markedet købte vi lidt sticky rice med mango med til Sara, hvilket hun havde ønsket sig, at smage.