Inside


29-03-2023

Det er egentligt mange år siden, jeg gennemførte computerspillet "Inside" fra danske Playdead, og her for nyligt fandt jeg det lige frem igen.

Det er en lille perle, som jeg med stor fornøjelse gennemførte igen fra A til Z.

Du spiller som en ansigtsløs dreng, som du skal styre igennem en dystopisk og drømmeagtig fremtidsverden. Du starter midt i en skov, hvor du sniger dig forbi store lastbiler, der tilsyneladende indsamler mennesker, der køres afsted til en skæbne, som afsløres senere.

Spillet er et platformspil i såkaldt 2,5 dimensioner, dvs. at det fungerer som et klassisk 2D spil, men scenerierne er i 3D, hvilket giver en god dybdefornemmelse og det er ikke for ingenting, at spillet har vundet en pris for bedste kameraføring i et spil.

Der er ingen baner eller load-skærme, men du tager rejsen imod den tankevækkende konklusion i et langt stræk.

Kontrollerne er simple. Du kan bevæge dig, hoppe og trække/trykke på ting. Det er ikke et behændighedsspil, men nærmere et puzzle, hvor man skal tænke sig om, for at klare de udfordringer man står overfor. Men det er ikke et spil man spiller for at blive udfordret, men for at opleve den fantastiske rejse. Der er stadigt mange scener, der står klart i min hukommelse og vil gøre det i lang tid fremover.

En ubetinget anbefaling, hvis du kan lide atmosfære-fyldte, casual spil.