Vinterlandskabet

Der er noget helt specielt ved vores danske vinterlandskab. Især i disse tider hvor det bliver mere og mere sjældent, at vi overhovedet oplever det.

Jeg spændte en snor om hunden og gik mig en tur i kulden.

Bevoksning

Overfrosset landskab

Det første jeg bemærkede var alle børnene. Der var mange flere børn på gader og stier end der plejede. Nogle gik alene og andre var med deres forældre, og langt de fleste havde en kælk. I vores kvarter kælker man typisk ved Cirkelhusene, hvor der er en meget diskret bakke på måske 4-5 meter, så vildere bliver det ikke, men den var velbesøgt af både store og små.

Et par knægte stod og overvejede isen, men deres mor var der og formanede dem, at det var den slet ikke klar til endnu. Det kunne op til flere våde pletter, hvor der endnu ikke var frosset til ligeledes bevidne.

Så det blev til lidt trampen, imens isen knagede og bragede.

Snevejret var kommet umiddelbart efter århundredes regnvejr, så der var is mange steder hvor man ikke ventede det. En ensom bænk befandt sig pludseligt midt i en sø, og på vores lokale sti, var der også opstået en skøjtebane, der krævede meget sikre ben, at navigere hen over.

En ensom bænk

Skøjtestien

Vores sidste stop på ruten, var den nye institution Nordlyset, der netop er åbnet og nu også er begravet i sne. Sara prøvede forleden at forklare, at det var en spændende institution med en lang række værksteder, hvor børnene kunne have forskellige aktiviteter, men for ungerne var der et andet, og vigtigere, kendetegn: At den har det højeste klatretårn i kvarteret.

Institutionen Nordlyset