Restaurant Lyst
En længe planlagt tur, var at besøge restaurant Lyst i Vejle, og samtidigt gå nogle gode vandreture. Det var kun et arrangement på to dage, men vi fik oplevelser for mange dage.
Vi tog bilen fra Køge kl. 8:30 og da vi nåede Fyn, tog vi en svinkeærinde sydpå, hvor vi gjorde holdt i Svanninge Bakker (og Svanninge Bjerge blev jeg senere belært om).
En af de destinationer
Området på sydfyn var på naturstyrelsens liste over ti områder man ikke må snyde sig selv for i Danmark, og ganske fortjent. Det stærkt kuperede terræn og den varierede natur var virkelig smukt og gav mange forskellige oplevelser.
Løse dyr
Mange steder i området, gik der løse husdyr - dog hovedsageligt køer. Nogle var sky, nogle var nysgerrige og nogle ville blot stå i ly for den skarpe sol.
Hovedattraktionen var Restaurant Lyst, grundlagt af Morten Kirk Johansen, der desværre var gået bort i januar, og dens placering i Fjordenhus midt i Vejle Fjord var intet mindre end spektakulær. Der blev taget fint imod os på kajen, inden vi blev ledt op til en fantastisk oplevelse.
Et spændende instrument
Nu vil jeg ikke spoile besøget, så jeg vil blot sige at dette mystiske instrument havde en tæt sammenbinding med køkkenet.
Dag to
Vi havde egentligt talt om og køre ud og vandre ved Jellingestenen, men vores møde med Vejles nye havnefront, fik os til at ændre planer og i stedet tage en tur, der bragte os igennem havnen og ud langs fjorden. Da turen også bragte os op i baglandet, så var der også en del højdemeter i dagens vandring.
En smuk skulptur
Vi rundede naturligvis lige Fjordenhus igen, for det er altså et imponerende bygningsværk og markant større end det lige fremgår på billeder.
Fantastisk havnekvarter
Vejle har også rykket enormt på havnekvarteret og her var både liv og god stemning, med en god blanding af boliger, restauranter og andre aktiviteter. Det var så betagende, at Allan kort overvejede om han skulle rykke teltpælene fra København til Vejle.
Ikoniske bygninger
Der var adskillige ikoniske bygninger, såsom denne kajakklub, lå for foden af den nok mest kendte (eller synlige) bygning i Vejle.
Et skridt foran
Der var også supercykelstier i Vejle, men de virkede alligevel et skridt foran os, for de kunne ikke bare stille med luftpumper, men også med et lille cykelværksted, hvor der hang værktøj klar til at reparere på sin cykel.
E-bænken
Der var også plads til den udmattede og endda med mulighed for, at oplade sin telefon og andre elektroniske enheder, drevet af en enkelt solcelle over bænken. Og det mest imponerende var, at det rent faktisk fungerede.
Med bil eller tog
Broen over Vejle Fjord er faktisk en ret imponerende konstruktion, når man kommer tæt på. Men hvis man ikke ønsker at køre bil, er toget jo også en fin mulighed for at komme til Vejle. Det væltede i hvert fald frem og tilbage med tog, der tog den fine tur på begge sider af fjorden.
Stedet hvor de rige bor
Endnu en lektion fra vores taxa-chauffør var at alle områdets rige boede i Bredballe, så vi lod lige vores tur række herud forbi. Og der var ganske rigtigt nogle lækre huse, men boligpriserne var nok martrede af, at jernbanen gik lige igennem hele byen.
Skybrud
Vejrudsigten havde lovet skybrud, men det holdt tørt på hele vores gåtur - eller i hvert fald næsten. Lige over en kilometer før vi var tilbage ved bilen, åbnede himlens sluser sig og det stod ned. Jeg gemte hele selskabet under et træ, og spurtede tilbage for at hente bilen, men lige lidt hjalp det, for nedbøret var simpelthen for voldsomt til at blive tilbageholdt.