London 2019
I efteråret 2019 var Louise og Thomas, så venlige både at hus- og børne-sitte, så Sara og jeg kunne tage en forlænget weekend til London.
Mit sidste besøg i London var i 8. klasse, hvilket vel er små 30 år siden, så det skulle blive sjovt at komme tilbage.
Vi fløj fredag 12:50 og takket være tidsforskellen ankom vi lige inden 14:00.
Vejen fra lufthavnen
Der bliver jo slået på tromme for Heathrow Express, når man ankommer i lufthavnen, og med et prospekt om at komme til London på blot 15 minutter er det fristende, men prisen på 350,- er noget afskrækkende, sammenlignet med 60,- med 'The Tube'. En stor overraskelse var at man blot kunne bruge sit betalingskort, præcis på samme måde som man bruger rejsekortet herhjemme. Det er godt nok fleksibelt.
Netværket
Vi er jo kun lige begyndt på Metro herhjemme, og når man ser på kortet over London, så bliver man jo helt forpustet. Det er jo en labyrint, både i linjeføring og på de enkelte stationer. Vi boede ved Edgware Road, der fremgår i øverste, venstre hjørne, og som forøvrigt er to helt separate stationer, alt efter hvilken linje man rejser på. Vi kom ind til byen via The Picadilly Line, som er den mørkeblå linje, der løber nord for Themsen.
En speciel by
London er en helt speciel by, og har en sjæl som få andre byer har. Det er svært at indkredse hvad det er, men jeg synes alligevel dette billede fanger lidt med de massive murstenskonstruktioner, de fritlagte ledninger og de klassiske bygninger og skilte.
Vi fandt vores hotel, der lå i det nordlige London ca. 20 minutters gang fra Hyde Park. Hotellet var markant mindre end vi havde forventet, og var nærmest en cafe, hvor hotellet så udgjorde tre etager ovenpå cafeen med 5-6 værelser på hver etage. Det var tydeligt at hotellet havde taget checklisten for hvad der gjorde et fire-stjernet hotel og så implementeret disse punkter, og så ladet de øvrige spidsfindigheder være, f.eks. at elevatoren kun kom, hvis man bestilte den nedad-gående eller man kunne tage strømmet på vores værelse, ved at ruske lidt i nummerskiltet udenfor værelset.
Udsigt til åben himmel
Der var et vindue på vores værelse, men det vendte dog opad, så man kunne sige at vi havde udkig til åben himmel. Det gjorde dog ikke det store, da værelset primært var til at overnatte i. Vi fik pakket ud, og satte herefter kursen ud i byen, hvor vores første mission var at få noget at spise. Vi havde et stort aftensmåltid foran os, så vi valgte blot at få et par falaffel-ruller fra den lokale gadehandler.
Et hestehoved
Der var mange skulpturer i by-billedet, bl.a. dette store hestehoved lige ved Speakers Corner. Og der bliver bygget på livet løs, f.eks. som det ses i baggrunden. Det kunne vi også se på Google Maps billederne, af vores hotel, hvor der var tre aktive byggepladser. Det var dengang - nu stod der store højhuse.
Winter Wonderland
Der blev reklameret vidt og bredt for det store Winter Wonderland i Hyde Park, men til Saras store skuffelse, var premieredatoen d. 15. november, dvs. ugen efter vi tog hjem. Vi måtte derfor nøjes med at beundre spetaklet på afstand. Da mørket faldt på, tog det store pariserhjul, der forøvrigt er verdens største transportable pariserhjul (og absolut ikke skal forveksles med London Eye), en ordentlig forvandling og gav et lysshow, der kunne ses over hele parken.
Vi brugte den sene eftermiddag på at trave lidt på må og få, og fandt bl.a. Hyde Park, som vi tog en runde i, inden vi tog en slendretur ned af Sloane Street, hvor vi kiggede på alle high-end mode-butikkerne (udefra) og siden fandt en pub til et "pint". Om aftenen var vi booket til forretningsmiddag i det fashionable Sky Gardens, der lå på 35.-37. etage, omkring 155 meter over Londons gader. Med 8 retter og tilhørende vin-menu, var det ikke med helt sikre skridt vi returnerede til hotellet.
Look left!
Overalt i byen var der gjort en dyd ud af, at notere hvilken vej man bør orientere sig i trafikken. Mit gæt er, at det er en reminder til os turister, om hele tiden at huske at trafikken kører i venstre side af vejen, og man derfor skal orientere sig omvendt. Men det kan jo også blot være en generel foranstaltning.
Det britiske McDonalds
Pubben må næsten være den britiske model på McDonalds - ikke fordi at det er et fastfood-sted, men fordi det er en koncept der er skåret på samme måde, uanset hvor man kommer frem. En øl fra hanen og lidt mad i forskellig kategori til rimelige penge. Det er hvad man kan forvente af pubben. Vi besøgte tre pubber i løbet af vores besøg. En gang til øl, en gang til traditionel british breakfast, og en gang til en hurtig frokost.
En have i himmelen
Sky Garden er det nye in-sted i London, og er det mest imponerende udsigtsdæk jeg har set. Lokaliseret over tre etager på en af byens højeste bygninger, er der udsigt til hele resten af byen, og i midten er der fire restauranter i forskellige prisklasser. Vi havde glæden af at kunne besøge den bedste af dem: The Fenchurch, hvor både maden, vinen og servicen var i top.
Lørdag startede vi med en traditionel britisk brunch på den lokale pub, komplet med black pudding som er en afart af blodpølse. Den smagte egentligt OK, men var alligevel hård at komme igennem fordi man tænkte for meget over det. Det meste af dagen tilbragte vi på naturhistorisk museum, som også var et af de steder som virkeligt indfangede byens sjæl, lige fra at man kunne gå til alle museerne via en underjordisk tunnel fra metroen, til de klassiske bygninger, som selve museet havde til huse i.
På Skøjter
Julen var også ved at indfinde sig i London, som her eksemplificeret i en midlertidig skøjtebane udenfor det naturhistoriske museum, komplet med juletræ. Der var mange på skøjter, men vi sprang dog over.
Imponerende haller
Det var svært at afgøre om det var selve udstillingen, eller de historiske lokaler, der tog prisen på det naturhistoriske museum. Et kæmpe skelet af en blåhval bugter sig oppe under loftshvælvingerne i den tre etager høje hal i museets hjerte. Naturligvis sidder en statue af Charles Darwin og troner i salens fjerneste ende.
I det hele taget synes jeg at udstillingerne var af høj kvalitet og havde et ret videnskabeligt grundlag, dvs. man blev belært på baggrund af konkret forskning.
Månen og mennesket
Der var to specialinstallationer på museet. Den ene hed 'The Moon' og var en 8 meter stor model af månen, som var ultradetaljeret. Fornemmelsen af at det rent faktisk var månen som hang midt i lokalet, var til at tage og føle på.
En anden udstilling var om mennesket, der simpelthen gennemgik alt om mennesket, fra vi blev født over vores udvikling, til vores sanser og hvordan hele kroppen fungerede. Det var imponerende.
Efter museet tog vi en tur i Hamleys - det fem etagers store legetøjsbutik som ligger midt i byen. Efter et kort visit tilbage på hotellet, var det blevet tid til den store finale: The Lion King på The Lyceum Theater. Det havde været Saras drøm at se en ægte London-musical og den blev i den grad indfriet.
Legetid
Den store Hamleys-butik var lidt af et skue, med legetøj i fem (eller var det nu seks) etager. Her var det hele om så det var Barbie, Lego, Harry Potter, Pokemon eller hvad man nu kunne komme på. Personalet var entusiastiske og der skete hele tiden noget, hvad enten legetøj blev demonstreret eller der pludseligt kom et nisseoptog spurtende igennem butikken med en ghettoblaster. Efter en times tid var man noget ør.
Vådt og tæt
Lørdagen stod på regn, og i modsætning til de fleste kommanderede vi ikke en paraply. Der var et menneskemylder som man ikke oplever i København, hvor man maser sig igennem mængden skulder ved skulder. Det var en lettelse af komme væk fra gaden, og kunne stige ned i metroen til roligere omgivelser.
Bedste Thaimad 2018
Sara havde fantaseret om Thaimad inden forestillingen, og lykken skulle have det, at den Thairestaurant som vi tilfældigvis fik øje på, også var kåret til byens bedste i 2018 (uden at priserne var skruet op af den grund). Og det var dejlig mad vi indtog under det store kirsebærtræ, der stod ud fra lokalets midte.
Lyceum Theatre
Lyceum Theatre er et klassisk londonteater fra 1754 (dog genopbygget i 1834 og delvist i 1904), så man kunne føle historiens vingesus. Det var en imponerende sal, hvor et forsigtigt gæt ville være at der kunne huses et par tusinde mennesker.
The Lion King
Vi var lidt lorne ved konceptet om mennesker, der spiller dyr, men hvor blev det gjort til skamme og hold op et udstyrsstykke af dimensioner. Det kan ikke beskrives i hverken ord eller billeder (da man ikke måtte fotografere), så jeg må nøjes med dette diorama, der dog fint gengiver nogle af figurerne fra stykket.
Har du penge...
Det er dyrt at gå i teateret i London, selv til denne forestilling der efterhånden har spillet i 20 år. De dyreste billetter ligger oppe omkring 1.300,- stykket, og er sjovt nok ikke nødvendigvis de forreste pladser, men pladserne lidt længere tilbage i salen fra række 5 eller sådant. Vi sad lidt mere ydmygt, men dog ikke så ydmygt som dem der var placeret på ståpladserne allerbagerst på øverste balkon og stadig med en billetpris på den gode side af 200,-. Det var en pengemaskine!
Tidsforskellen skulle jo desværre betales tilbage om søndagen, så her var ikke plads til andet end at finde toget til lufthavnen. Flyet var overbooket, men det lykkedes alligevel en hjælpsom steward at finde to pladser til os - desværre separat. En kvinde var blevet dårlig og valgte derfor at stå af flyveren, hvilket ledte til det sædvanlige cirkus med aflæsning af bagage og tæt på en times forsinkelse, men vi kom hjem igen, mætte på oplevelser og indtryk.