Kong Frederik X

Det er søndag, man ligger godt i sengen og det har forøvrigt været en hård uge. Og ydermere, så ser man meget bedre i fjernsynet. Sådan resonerer jeg tit, men i anledning af udråbelsen af vores nye konge: Kong Frederik X, tænkte jeg, at nu skulle det være - nu skulle vi ind og føle historiens vingesus, og være i stand til at sige at vi havde været der - sådan rigtigt.

Jeg var tidligt oppe, for jeg havde planlagt også at besøge en anden af samfundets værdi-institutioner, så et par minutter over ti satte jeg kursen henover jernbanen og over imod Ølsemagle Kirke, hvor vi var en lille sluttet skare til gudstjeneste. Det var 2. søndag efter helligtrekonger og Jesus var i Sykar, hvor han mødte en samaritansk kvinde ved en brønd.

Vi havde tvunget vores børn til at drage med til København, selv om entusiasmen så sandelig var til at overskue. Kelvin slap dog, da han havde vagt på jobbet, og det må man jo holde.

Vi tog toget 12:21 imød København H, sammen med store dele af det øvrige Sjælland. Heldigvis fik vi de sidste siddepladser i toget, så vi behøvede ikke at stå op.

På Københavns Hovedbanegård, skiftede vi til Metroen, og selv om der var mange mennesker, så kørte det glat og effektivt, så få minutter senere kunne vi begynde opstigningen ved Gammel Strand, lige ved siden af Christiansborg Slotsplads.

Vi fik langsomt kantet os over imod slotspladsen, men der var kommet oceaner af mennesker før os, så vi havnede lidt i udkanten med begrænset udsyn til balkonen, hvor især de store TV-pavillioner stod i vejen. Vi måtte derfor følge med på telefonerne, når vi af og til kunne få Politikens live-blog til at opdatere, men vi kunne høre suset igennem menneskemængderne, idet først det kommende kongepar ankom, og efterfølgende dronningen. Og selv om vi skulle vente i halvanden time, så gik tiden faktisk forbløffende hurtigt - også for ungerne.

Da Dronningen var ankommet, så skete der et lille mirakel, for politiet åbnede køresporet og lod os alle komme over på den anden side, hvor der var masser af plads. Vi lod os føre af de øvrige mennesker, og pludselig stod vi 30-40 meter fra balkonen med absolut frit udsyn.

Og så var det tid. Nærmest på slaget kom Kong Frederik X ud sammen med statsminister Mette Frederiksen, og så fik vi proklamationen og kongens tale nærmest på første parket. Det var meget rørende.

Derefter var det slut og efter at have været fanget i 10 minutter, blev der åbnet og så flød vi tilbage imod Metroen, som havde virkelig godt styr på det. Man kunne hele tiden gå, og de hyppige toge fik tømt perronerne lige så hurtigt som de fyldte op, så vi var faktisk tilbage på Hovedbanegården efter et kvarter. Her indkasserede vi et par franske hotdogs og en cacaomælk, inden vi sprang på toget tilbage imod Køge efter at have deltaget i en på alle måder historisk dag. Og selv om de ikke helt ville indrømme det, så tror jeg ungerne var glade for vi slæbte dem med.