Hot Wheels - Glow'n'fire
Dato: 15-03-2025
I julegave havde Sylvester fået to billetter til Hot Wheels Monster Truck show med speciel VIP-adgang, og her midt i marts
var dagen endelig kommet hvor de skulle indløses, så både ham og jeg var ved at revne af spænding, da vi satte kurs imod Royal Arena.
Vi ankom i god tid og kunne gå udenom den store kø til indgang V2, hvor der dog stadig var en mindre kø. Vi kom dog hurtigt ind
i varmen, hvor vi fik en goodiebag med merchandise, inden vi kom ind til det store preparty hvor man kunne se bilerne og møde
chaufførerne, og for de driftige samle autografer fra dem alle.

Indgang V2
For os som var så heldige at have VIP-billetter kunne vi anvende den knap så crowdede indgang V2

Preshow
Vi fik lov at komme ned på arena-gulvet, hvor vi kunne møde kørerne og især bilerne.

Skader
Bilerne fik en hård medfart, hvilket også kunne ses på flere af dem.
Efter en lille time, fik vi som en del af oplevelsen lov til at komme backstage, hvor vores værtinde Motormille viste lidt rundt,
og interviewede en af kørerne, der bl.a. kunne fortælle, at når bilerne ikke optrådte, så fik de afmonteret hjulene og sat
ganske almindelige hjul på, hvilket fik dem til at se lidt skøre ud, men til gengæld gjorde at de kunne opbevares i en container,
hvis man smøg sig ind og ud, for der var kun 5 cm fra bil til væg.

Motormille holder interview

Den hemmelige vogn
Vi fik af vide at man skulle tage et billede foran denne vogn, da den ville få en speciel rolle senere i showet. Og det gjorde den også - den forvandlede sig til et ildmonster.

Store hjul
Selv om Sylvester er på vej imod de 13, så kunne han kun lige hamle op med dækkene på de store monstertrucks.

Autografer
Det lykkedes os at få autograferne fra alle syv kørere.
Det lykkedes os at samle alle underskrifterne inden vi igen fandt op til den normale del af arenaen, hvor vi købte lidt og spise,
inden det for alvor gik løs. Vi kom ind 45 minutter før, men der var underholdning og præsentation af kørerne helt op til
starttidspunktet, så vi var godt underholdt.
Og så startede det... Med et øredøvende brag fra de syv monstertrucks der i kor bragede rundt i en velkomsthilsen, lige så man
kunne føle det helt ind i hjertet som Sylvester beskrev det.
En vild lyd
Min lille telefon kan slet ikke indfange lyden af de enorme motorer, når der gasses op.
Showet var en konkurrence i fire discipliner: Smadring, donuts, hop og freestyle, hvilket viste sig at være motorsportens svar
på wrestling - dog uden at der var skortet på underholdningsværdien.
Noget som til gengæld var imponerende var motorcykelshowet efter pausen, for her var noget på spil og nogen der for alvor kunne
noget, hvilket man også kunne høre på publikum. De fløj igennem luften, hvor de stod i alle mulige og umulige positurer, inden
de ramte den store landingsrampe i den anden side af hallen. Og som den store finale lavede deres chefkører en forlæns salto på
motorcykel. Det så godt nok vildt ud.
Det blev publikumsfavoritten Tiger Shark, der vandt den store konkurrence, præcis som det sikkert havde været ved alle øvrige
shows og herefter blev vi lukket ud i natten, efter præcis to timers motorlarm og en oplevelse vi begge vil huske lang tid frem.