Halsninoen - dag 2

Vi havde købt et franskbrød dagen i forvejen, så vi spiste morgenmad klokken 8:00 og fik gjort rent, så vi var klar til afgang kl. 9 sharp.

Morgenmad

Kilometer 21-23: Arrenakke Bakker

Vi havde drejet fra Halsninoen for at komme til vores bed & breakfast, men en kilometer oppe ad Vinderød Skov (det hed vejen), kunne vi fange den igen, hvorfra vi drejede skarpt ind i Arrenakke. Det første som mødte os her, var en stort gård, med masser af heste i separate indhegninger. En kvinde gik, og holdt øje med dem, og så ud som om, at hun virkelig ikke var begejstret for, at der var lagt en vandrerute langs hendes retræte, hvilket kom til udtryk ved et larmende tavst svar, da vi høfligt hilste på hende. Vi fortsatte nordpå, og pludselig spottede vi en flot dådyr i skovbrynet på den anden side af en mark. Vi betragtede dem musestille, indtil det gik op for os, at de var fuldt opmærksom på os, og blot var pænt ligeglade. Vi gik lidt videre, hvilket ansporede dem til at gå midt ud på marken, og spankulere direkte forbi os nærmest som en lille opvisning, inden de vendte deres hvide bagender imod os, og spankulerede op imod hestegården.

Pas på Ninjahøns

Herefter tætnede skoven omkring os og pludselig stod vi for foden af 76 trin, der skulle lede os op på Arrenakke Bakke (eller "Bakker" som vi fandt ud af).

Det var et passende midtpunkt på den samlede tur, for først fik man udsigten over Arresø, der skulle komme til at være temaet for det meste af dagen i dag, og lidt efter fik man udsigten imod Hundested, så man kunne øjne den distance man havde tilbagelagt allerede. Vi kunne konstatere at være gået over horisonten.

Vilde dyr

Dådyrene var absolut ikke sky omkring Arrenakke

Op på Arrenakke Bakke

Vi talte præcis 76 trin op ad trappen til Arrenakke Bakke

Arrenakke Bakke

Der var en dejlig udsigt fra toppen af bakken

Heste

Arrenakke var også hesteland og selv oppe på toppen af bakken fandt vi heste

Arresø

Arresø blev hovedpersonen på dag 2, lige fra vi spottede den fra Arrenakke Bakke og vi forlod den gode 20 kilometer senere.

Kilometer 24: Asserbo Golf Club

Vi blev enige om, at naturen har fået en ny landskabstype: Golfbanen. Det pænt klippede og nøje planlagte landskab, der fylder oceaner af plads i naturen. Selv om det stadig blæste voldsomt, var der en del som havde begivet sig ud på banerne - vi slap dog for at komme i karambolage med nogle golfbolde, selv om turen over golfbanen udgjorde hele 1½ kilometer. Vi associerede golfvognene til klapvogne og pludseligt fremstod alle golfselskaberne som store fædregrupper på lørdagstur med hinanden.

Kilometer 25: Vinderød Skov

Overgangen fra golfbane til Vinderød Skov var intet mindre end fantastisk. Der lå en lille dal imellem de to, så kanten af Vinderød Skov stod som en forårsgrøn mur, hvor bakkerne fik træerne til at fremgå som uhyggeligt store. Det var den danske bøgeskov, når den var flottest. Klædt i de lyseste af grønne farver.

Kilometer 26-27: Frederiksværk

Kristines fødder var ikke på toppen, så vi brød med Halsninoen for lige at besøge en Matas i Frederiksværk, som vi havde udset os under gårsdagens bybesøg.

Matas

Krisse skulle lige have lidt til fødderne, så vi gjorde et kort stop i Matas i Frederiksværk

Det var hurtigt overstået, og efter at Kristine havde tabt alle sine ting på jorden en efter en, var vi klar til at gå videre. Frem for at gå direkte tilbage hvor vi var kommet fra, valgte vi en spændende trappe midt i byen, der førte os op i højden til Frederikværks højtbeliggende villakvarter, hvor man kunne skue ud over byen og havnen. Vi cirklede igennem kvarteret, indtil vi kunne forlade byen over Hillerødvej.

Frederiksværk

Kilometer 28-30: Arresødal og Arresø Kanal

En støvet sol var begyndt, at titte frem bag skyerne og lyste skoven op. Vi vandrede over imod Vinderød, hvor vi igen mødte Halsninoen og fulgte den stik syd ned imod Arresødal, som også var et fantastisk landskab med store græsenge, der ledte op imod skoven og Arresø i baggrunden af det hele.

Tilbage i skoven førte vejen os ned mod Arresø Kanal, og på vejen kom vi forbi det idylliske Arresødalvej Hospice, der lå tavst omgivet af de høje bøgetræer. Når man en dag skal herfra, så ville dette bestemt ikke være et dårligt afrejsested, konkluderede vi.

Arresø Kanal forbinder Arresø med havet, og er den samme kanal, som også flyder igennem hele Frederiksværk midtby. Vi fulgte den op til selve Arresø, hvor vi satte kursen imod sydøst. Allerede oppe fra Vinderød havde vi hørt den fjerne lyd af skud, men efterhånden som vi kom fremover, så blev lyden højere og højere, og ude ved Sørup Vang var den nærmest så øredøvende, at det gav et sæt i os, hver gang et skud blev affyret. Bevoksningen var tæt langs søen, og pludseligt opdagede vi, at vi stod skråt bag afslutningen af en skydebane. Blot 20 meter til venstre for os hamrede skuddende ind i en metallisk bagvæg, hvilket gav et højt smæld hver gang. Forsinkelsen på lyden, gjorde at vi kunne høre skuddet ramme, før vi hørte våbenet skyde. Det virkede bestemt ikke 100 % sikkert at bevæge sig her, så vi satte det lange ben foran, indtil vi kom i niveau med skydehuset. Vi fik dog aldrig øje på, dem der skød.

Arresødal

Arresødal var absolut et af turens flotteste steder. Her er vi på broen over Arresø Kanal.

Kilometer 31: Dronningholm Slotsruin

Vel ude af Sørup Vang ankom vi til Dronningholm Slotsruin, hvor vi tog en kort spisepause på parkeringspladsen. Vi fik aldrig øje på ruinen, inden turen drejede os ud imod Halsnæs, og her begyndte et nyt tema: Ture over marker med dyr. Første passage var en dejlig eng, der lå lige ned til et vådområde. Vi gættede på, hvad der mon boede her, og baseret på klovaftryk i mudderet gættede vi på køer, selv om vi også undrede os ved fraværet af kokasser. Vi fik dog ret, da en modsat-rettet hundelufter, pludselig kom drivende med en flok på 5-10 køer lige imod os. Køerne drejede dog op på en høj, så passagen kunne foregå uden ulykker. Herefter gik vi igennem noget tæt bevoksning, og kom tættere på vådområdet, hvor en plance belærte os om, at dette var et af de steder i Danmark, hvor der var foretaget en bæver-udsætning. Et fint lille hus gjorde, at man uden at forstyrre dyrene kunne sidde og betragte dem. Vi spottede dog ingen bævere, men der var tydeligvis bygget en dæmning ude i vandet, så bæverne måtte jo være der et sted.

Blomster i søen

Englandskabet var lidt fantastisk omkring Dronningholm. De grønne enge endte direkte i dette lidt delta-prægede landskab, hvor man snildt kunne forestille sig en krokodille komme op fra vandet. Og så voksede der blomster midt i det hele.

Bævere i sigte

Fra dette læskur kunne man betragte de lokale bævere igennem et lille vindue. Det glippede dog for os, at få øje på nogle bævere.

Kilometer 32-41: Auderød Skov

På tippen af Halsnæs ligger Auderød og Auderød Skov, som også er en del af Halsninoen. Ulempen ved dette er dog, at der kun er en vej derud og denne vej ikke er super inspirerende, men foregår i rabatten på en landevej. Der er tre kilometer ud, som så også skal tages den anden vej, for en 4 kilometers gåtur i Auderød Skov som faktisk var ganske smuk. Hvis man ønsker at forkorte turen, så ville jeg dog klart anbefale, at det var her man skar, for de 6 kilometers landevej er alligevel noget af en pris for 4 kilometer yndig skov.

Turen går først igennem Auderød By, som er ganske idyllisk, og åbner så op over markerne, hvor vi fik afbrudt en tyr, der skulle lige til at muntre sig med frk. Ko. Det tog han så ilde op, at han stirrede slukøret efter os, indtil vi helt var forsvundet bag den næste klynge træer på den anden side af marken. Auderød-lejren ligger stadig solidt forplantet midt på Halsnæs, så den skulle man udenom, hvilket bragte os forbi et landsted specialiseret i pileflet. Da vi også havde set pileflet på "Generalen" dagen i forvejen, begyndte en helt lille historie om den lokale samhandel at forme sig. Auderød skov var fin, og det meste af turen gik i vandkanten ved Arresø, hvor den stærke vind sendte bølger direkte ind imellem træerne i vandkanten. Det var en meget speciel oplevelse. Vi nåede en lejrplads, hvor en gruppe mennesker var i så godt humør, at vi flirtede med tanken om at gøre dem selskab. Vi fortsatte dog, og havnede endnu engang i et pragteksemplar af en forårsbøgeskov. Man blev helt høj af den grønne farve.

Så kom vi ud, hvor vi var kommet ind, og hermed var der intet andet for, end at trave de samme tre kilometer tilbage, som vi var kommet ud.

Dansk bøgeskov

Kilometer 42-44: En sidste hilsen til Arresø

Da vi var færdige med at gå i vores egne fodspor, blev vi sluppet ud på den sydlige del af Halsnæs, som var et bakket græslandskab, hvor vi vekslede imellem forskellige marker både med og uden dyr. Her var også utrolig smukt, hvor vi selv var lidt i højden, og kunne se de grønne bakkedrag rulle direkte ned i Arresø. Vi zigzaggede lidt frem og tilbage, og kom også forbi hele fem gravhøje på stribe. Her måtte være en historie, men vi fandt den ikke.

Så kom vi til Sonnerup Skov, hvor vi endnu engang fik lov at komme tilbage til vandkanten af Arresø. Her var dog en skov af siv, så vi så aldrig vandet igen, selv om vi tydeligt kunne høre det plaske i sivskoven.

Kilometer 45-46: Mod Kregme

Da vi drejede væk fra Arresø denne gang, var det sidst gang vi mødte søen på turen, men nu var vi også 23 kilometer fremme fra Arrenakke Bakker, hvor vi først havde set den. En halv kilometer væk fra søen kom vi igen ud i marklandet, og Kregmes kirke stod stolt en håndfuld kilometer i det fjerne. En lille trampesti bugtede sig langs en å, og ledte os langsomt imod kirken. Dog så langsomt, at det først virkede som om, at ligegyldigt hvor langt vi gik, kom den ikke nærmere, men det gjorde vi selvfølgeligt, og pludseligt var vi indenfor rækkevidde af Kregme.

Kilometer 47-49: Kregme mosevej

Ved Kregme landede vi direkte på den tungt befærdede Hillerødvej, og det var ikke en fornøjelse at gå i vejkanten her. Vi skulle dog heldigvis kun omkring 300 meter, inden skiltningen sendte os ind igennem en gammel gårdsplads. Et underskilt til rutepilen sagde dog, at der kunne forekomme jagt og så ville stien være lukket, hvorfor man så skulle tilbage til Kregme og gå en omvej. Heldigvis var der dog ingen jagt i dag.

Mark blev til mose, og pludseligt gik vi på en mudret mosevej omgivet af boblende vand og lav, tæt bevoksning. Det var både lidt fascinerende og creepy på samme tid.

Sumpskoven

Vi kom dog ud på den anden side, hvor jeg pludselig stod ansigt til ansigt med en stor, flot ræv. Den piskede dog ind i underskoven, inden Louise og Krisse kom op til mig, så det var synd. Vejen svingede herefter stik vest, og vi forlod mosen til fordel for endnu en mark. Da vi havde krydset marken, kom vi til Uglekærgård, som helt centralt husede en gigantisk gylletank, der spredte en stank så voldsom, at man nærmest kunne smage den. Det var ubehageligt, men blev heldigvis opvejet af en flok herlige frilandsgrise, der gik, og hyggede sig på gårdens nordside.

Frilandsbasser

Som kontrast til de typiske billeder fra svinestalde, var det herligt at se disse store basser boltre sig på en enorm mark.

Kilometer 50: Kregme station

Selv om der stadig var 10 kilometer tilbage af den officielle tur, havde klokken passeret 16:00 og vores fødder var også trætte. Da vi kom op til Kregme station, besluttede vi derfor, at det blev her, Halsninoen ville ende for vores vedkommende. Solen var efterhånden kommet helt frem, og det var befriende at sætte sig på perronens hårde bænke for at vente på 16:23 imod Hillerød.

Kregme Station

To der er helt færdige

Som altid var det en herlig vandretur, og hvis jeg skal sige noget særligt om Halsninoen, så er det, at det nok er den mest varierede tur, jeg har gået hidtil.

Der har i højere eller mindre grad været alle landskabstyper lige fra mark, eng, skov, skrænter, bakker op til hav, sø og å, for ikke at forglemme det nye golflandskab. Som jeg startede turen med at sige, så troede jeg, at jeg kendte området, og havde set hvad det havde at byde på. Her tog jeg godt nok fejl.

Restituering

Da jeg kom hjem var et varmt karbad den helt rigtige pleje for ømme ben og at få den kolde vind vasket ud af kroppen.