Bakken 2023
Dato: 06-04-2023
Vi havde egentligt planlagt at tage med min kusine på Eksperimentariet, men da vi ikke kunne få kalenderne til at gå op, talte vi om, hvad vi så skulle finde på, og her faldt valget på Bakken. Det var også lang tid siden, at
vi havde haft en rigtig Bakketur, eller endda en rigtig familietur, så det var der stort opbakning omkring.
Vi valgte Skærtorsdag, da vejret så OK ud og vi ligeledes tænkte at familien Danmark, nok ikke ville komme så hurtigt ud af påskestarthullerne.
Vi var tidligt afsted, med afgang allerede 10:30, men da vi nærmere os Dyrehaven, var der alligevel mange biler på vejene, som sikkert alle havde kurs imod Bakken - eller det forestillede vi os i hvert fald.

Parkering
Fra Hjortekær til Bakken var der lige over en kilometer i fugleflugt, og lidt længere når man ikke var en fugl. Det var dog en flot gåtur.
Bakken havde hævet deres parkeringsplads til 100,- hvilket jeg synes er vildt, så jeg havde besluttet mig for ikke at anvende denne. Omvendt ville der sikkert også være fyldt på den lille parkeringsplads oppe ved
Klampenborg station, så som en pludselig indskydelse, valgte vi at parkere midt på Klampenborgvej, hvor der jo nærmest er parkeringspladser hele vejen fra Lyngby til Klampenborg.

Fuglesangssø
Jeg havde aldrig været i dette område af Dyrehaven, der både var kendetegnet ved søen, og de store, flotte træer, samt ulvedalenes kuperede terræn.

Ænder
En del af fuglelivet var ænder, men jeg havde aldrig set ænder som disse. Flere ænder havde begravet sig i de visne blade, og kom kun op til overfladet, hvis man kom lidt for tæt på.
Det gav en lille vandretur igennem en del af Dyrehaven hvor jeg aldrig selv er kommet, inden vi nåede til Bakken og fandt at der stort set ikke var et øje.

24 forlystelser
Som kortet indikerede nåede vi omkring 24 ud af bakkens 32 forlystelser, og mange af dem fik mere end et besøg, så det kunne sagtens betale sig at have turbånd. Desværre var vandrutsjebanen endnu ikke åbnet.
Vi ilede derfor hen for at få turbånd på, og selv om vi havde overvejet om det kunne betale sig, kan jeg afsløre at slutkonklusionen på dagen blev: Det kunne sagtens betale sig. Endda for Sara, som ikke er den største forlystelsesgænger.
Første forlystelse var Tornadoen hvor vi fik lokket hele familien op, og det skulle vi aldrig have gjort, for den var alt for vild til både Sara og Sylvester, hvilket tog lidt af forlystelsesmoralen.
En tur i den gamle Rutsjebane og Hurlumhej rodede dog nogenlunde bod på dette, og herfra gik den store forlystelsesjagt, indtil vi fandt frokost på 30'eren.

Hurlumhej
Vi var alle i det mystiske hus Hurlumhej, der nærmest var en simulator i at have drukket lidt for mange øl, med de skæve trin og hoppende trapper. Her giver Kelvin et nummer på pianoet.

En gøgler på arbejde
Der var en gøgler som stod og lavede kunstner i timevis. Det kom også til udtryk, da en ung mand spurgte ham om han ikke havde stået her lidt lang tid, og fik et meget træt >>jo<< tilbage. Men dygtig var han.

Må man ryge eller ej
Vi blev enige om, at denne konstruktion ved rutsjebanen var lidt selvmodsigende.

Skærmforlystelser
Der var flere forlystelser med skærme. Her var vi i en bevægelsessimulator, der lå ved udgangen fra Double Shot, hvor man kørte på en gyser-rutsjebane. Og Bakken havde også en 5D-biograf, hvor sæderne roterede, lyset blinkede, og man følte både vind og vand.

Dyrekarrusellen
Man skal ikke holde sig for god til at prøve den gamle Dyrekarrusel, som onkel Nicolaj engang har styret, og historien fortæller at han kørte den så stærkt, at et barn blev slynget af den.

Polyppen
Da jeg var barn var Polyppen en af mine yndlingsforlystelser, og det er gået i arv til Sylvester, der nok tog turen 6-7 gange i løbet af dagen. Det er nok det med at se lidt vildere ud, end den egentligt er.
For mig var en ny forlystelse Tidsmaskinen, som nærmest helt hypnotisk jonglerede sine mange arme ind og ud imellem hinanden. Jeg har dog aldrig oplevet så kort en tur, hvor vi nærmest kun fik to rotationer, inden vi blev sendt ned igen.

30'eren
Vi valgte at spise frokost på 30'eren, hvor alt koster 30 kroner. Vi sagde at man måtte vælge 3 ting, hvilket var inkl. drikkevarer og vi kunne såmænd også have nøjedes med at sige 2 ting, for bortset fra drikkevarerne, var alting i rimelig størrelse.

Bubble Tea
Den nye craze er Bubble Tea, som er en slags iste, fyldt med en slags gele-perler, der igen er fyldt med sød væske, med forskellige smage. Så man kan designe sin helt egen drik, ved både at vælge smag til sin te og sine perler. Det var et stort hit.

Rutsjebanen
Med en billedpris på 50,- skal jeg ikke holde mig for god til at affotografere skærmen, især med Kelvins fantastiske rutsjebane-frisure, og Saras anspændte ansigt.

Vikingeskibet
En anden klassiker er Vikingeskibet. Den så dog lidt for vild ud til Sylvester, så vi blev på jorden, imens resten af familien tog en gyngetur.
Efter frokosten tog vi en forlystelsesomgang til, og selv om der nu var mange mennesker, kunne vi stadigt stort set gå op i alting. Efter denne runde trak Sara og jeg pausekortet, og satte os ind på Høkassen til et par gode øl, imens børnene fik lov at løbe frit.

Høkassen
Jeg foretrækker Høkassens hygge, fremfor Ølgods langborde, og så vidt jeg erindrer har min fætter Lasse engang også arbejdet her på beværtningen.

En pause
Det er dejligt at børnene er blevet så store, at vi uden problemer kan slippe dem løs på egen hånd.

Et par gode øl
Der var mange gode øl på hanen i Høkassen, så det var ikke med helt sikre ben vi rejste os, da børnene efter et par timer, mente at det nu var på tide at få os med igen.
De kom og hentede os et par timer senere, hvor vi så gik over og fandt noget aftensmad, inden vi tog en sidste runde imens mørket faldt på omkring os.

Hr. And
Sylvester vandt Hr. And, der hurtigt blev hans nye bedste ven.

Bakken by Night
Bakken om natten har absolut også sin charme, med alt det farvede lys.

Kænguruen
Sylvester på aftenens næst-sidste tur i Kænguruen.

Græshoppen
Græshoppen er nok en af Bakkens vildeste forlystelser. Da vi startede oppe i den, sagde Kelvin: "Den er jo ikke så vild - den drejer bare rundt." Få sekunder efter fandt han ud af hvor mange akser den egentligt kunne dreje rundt på.
Visse forlystelser ligner nærmest tortur-instrumenter når man kører dem i fast-forward.
Vi kunne sige tak for i dag kl. 21:30, efter ca. 10 timer i forlystelsesland, hvor vi alle var trætte. Men hvor var det dejligt at have en familiedag hvor alle bare hyggede sig og var glade.