Amager Rundt

Det er efterhånden en del år siden, at Krisse og jeg gik de 50 kilometer fra København til Helsingør, og jeg har længe flirtet med ideen om at gøre noget lignende igen.

Tidligere på året blev jeg opmærksom på arrangementet "Amager Rundt", som var en gåtur i samme stil, altså et privat arrangement, som var arrangeret af Betina Bitzer fra Dragør, og der skulle ikke meget til at få mig til at klikke "interesseret" på Facebook.

Da vi ikke rigtig har trænet på de rigtig lange distancer i år, har jeg flakset lidt fra at være loren, til jeg-gør-det-sgu', og da vi nærmede os, og jeg kunne se, at vejrudsigten ville være glimrende, så endte jeg med, at lande på jeg-gør-det-sgu'.

Morgenmad

Et simpelt morgenmåltid til en simpel mand.

Rygsækken er pakket

Lidt med sukker, lidt med salt, masser af væske og en kande kaffe. Så er vi klar!

Vækkeuret ringede kl. 6:45, så det var næsten, som var det en arbejdsdag. Jeg havde pre-programmeret kaffemaskinen og ovnen aftenen i forvejen, så jeg kunne stå op til frisklavet kaffe og ny-varmede boller, inden jeg hoppede ud i bilen kl. 7:15 med destination Ørestaden. Jeg havde besluttet at parkere i Fields, selv om en dagsparkering står i 150,-. Men hellere det end at jage rundt efter en parkeringsplads og mit gæt var også, at hele Ørestad er en stor parkeringszone.

Klar til afgang

Klar til afgang med et stort smil.

10 grader

Det var ikke synderligt varmt denne lørdagsmorgen, men de havde lovet sol, så mon ikke det gik.

Et tomt center

Jeg parkerede i Fields og man kunne også gå op i centeret, der dog var helt lukket og mennesketomt her tidligt på morgenen.

Jeg ankom 15-20 minutter før kl. 8:00, som var starttidspunktet, og der var allerede en kø uden lige. Jeg tror arrangementets succes, var kommet lidt bag på arrangøren, for et par minutter i otte måtte hun annoncere, at de simpelthen ikke kunne nå at skrive alle ind, og vi blot ville starte.

Armbånd

Vi fik et fint orange armbånd på, og der var også en form for indskrivning, der dog måtte aflyses pga. for stort fremmøde.

Lang kø

Der var godt over hundrede mennesker, der ville med på vandreturen.

Vi startede alle med at søge vest, væk fra civilisationen, og drejede herefter imod syd henover Amagermotorvejen og ud over Amager Fælled, der blev badet i morgenens gyldne lys. Jeg var havnet i førergruppen med actionhelte i lycra og sugerør ud af rygsækken, så de ikke behøvede at standse for at drikke. Det stod noget i kontrast til min egen mere adhoc-agtige påklædning, der bestod af, hvad jeg lige havde kunne finde, og som jeg vidste ikke ville give problemer.

Godt fra start

En selfie fra startlinjen på vej rundt om Fields.

Solopgang over Amager

Vi var afsted lige efter daggry, så vi kunne nyde solen hejse sig op på himlen hen over Ørestad.

En samlet flok

Ved turens start gik vi på rad og række i en stor samlet flok. Dette ændrede sig dog, efterhånden som kilometrene blev tilbagelagt.

Jeg er generelt usandsynlig heldig med vejret, når jeg vandrer, og i dag var ingen undtagelse. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og det eneste var blæsten, der her på fælleden gjorde alt, hvad den kunne for at finde en åbning i tøjet men heldigvis uden held.

Vi mødte både gæs og køer på fælleden, og de første fem kilometer gik som en leg - dog stadig i tæt gåsegang så som ene-gænger kunne man underholde sig med at lytte lidt ind på andre folks samtaler.

Gåsegang

Vi fortsatte i gåsegang de første 5-10 kilometer af turen.

Køer i morgensolen

Turen gik igennem åbne marker, hvor vi mødte disse nysgerrige køer, der undrede sig over, hvad så mange mennesker gjorde her samtidigt.

Masser af gæs

Amager Fælled er åbenbart også et hænge-ud sted for gæs.

Efter at have passeret hvad der må have været Amagers eneste bakke på omtrent fire meter i højden, begyndte der langsomt at komme bevoksning omkring os, og kort tid efter var vi omringet af ung skov, som tog os hele vejen ned til sydsiden af den store dæmning ud imod Køge Bugt, og hvor jeg også kunne fejre at runde de første 10 km, der var kommet lige så let som de 5 første.

Udsigt mod Ørestad

Selv efter fem kilometer kunne man stadig se sydsiden af Ørestad i horisonten. Det tog noget at frigøre sig fra byen.

Kongelunden

Der var ikke antydningen af gult på træerne i Kongelunden - heller ikke selv om vi er midt i Oktober.

Stadig ved godt mod

Lige efter 10 km var der absolut ingen problemer, så her kunne man stadig klemme et smil ud af mig.

Herefter var det Kongelundens fine træer der omgav os og idyllen blev kun brudt hvert femte minut, når en kæmpe flyvemaskine lettede hen over vores hoveder.

Rutens syd-vestlige hjørne var Kongelundsfortet, som også husede rutens første depot. Jeg valgte dog at skippe depotet og fortsætte vandringen direkte, hvilket gjorde, at menneske-tætheden faldt markant, og man nu kun havde et par vandrere i sin umiddelbare nærhed. En jeg havnede ved siden af, var en driftig kvinde, der så vidt jeg lige kunne orientere mig lykkedes med at have en telefonsamtale med sin datter hele vejen over til Dragør. Det var nære familiebånd.

Men inden vi kom så langt, startede vi med et par hundrede meter på Kalvebodvej, inden vi kunne dreje ind i skoven igen og nyde mere af den solbeskinnede Kongelund, imens vi kantede os imod Amagers sydkyst, og efter noget tid blev belønnet med den storslåede udsigt imod Dragør med Øresundsbron og Peberholmen i baggrunden.

Øresundsbron

Det er et imponerende bygningsværk og jeg synes ikke at Øresundsbron gør noget dårligt for udsigten fra Dragør.

Selv om Dragør var i syne, havde vi alligevel et stykke vej derop, men heldigvis var vinden i ryggen, så det gav et godt puf på vejen. Der opstår en slags flok-effekt på sådan en tur, hvor man blot følger dem foran en, og det kunne man observere lige før Dragør, hvor jeg ved et tilfælde fik kigget på mit ur, og kunne se, at ruten slog et skarpt sving. Dog var alle vandrerne foran mig blot fortsat ligeud, og mon ikke det var fordi de blot fulgte hinanden. Nuancen var dog blot et par stier med omkring 50 meter imellem sig, så der var ingen som farede vild eller kom på unødige lange omveje.

Ved Dragør blev vi taget godt imod og guidet igennem den altid charmerende gamle by. Det markerede også 20 kilometer eller halvvejen af turen. En del af mig tænkte "allerede halvvejs", imens en anden del tænkte "kun halvvejs", og forbandt direkte til ens ben, som man godt var begyndt at kunne mærke.

Svaner

Når jeg er ude og vandre, så udpeger jeg altid svaner, hvilket ofte viser sig, blot at være buske eller store stykker plastik, men i dag var den god nok, med tre store svaner på havet.

Dragør

Det gode vejr havde fået folk ud i gaderne i Dragør.

Den gamle by

Den gamle by i Dragør har en helt særlig charme med sine brolagte gader og karakteristiske gule huse.

Turen fortsatte nord ud ad Dragør og op imod lufthavnen, hvor de 4 kilometer med indhegnet vej langt startbanerne ikke var turens mest inspirerende, men det er jo, den mulighed der er, når man skal passerede denne del af Amager. Til gengæld blev jeg belønnet med et par flotte indflyvninger både via bane 30 og 22L.

En der gav op

Det var ikke alle der klarede at komme de 42 kilometer rundt. Lige udenfor Dragør sad ham her, som havde givet op.

Et dyrt hus

Nord for Dragør i første parket til vandet, kunne man købe dette fine gule hus, der blot stod i 12,8 millioner. Det var 5 millioner dyrere end syd for Dragør, hvor der var et tilsvarende hus til blot 7,3 millioner. Jeg tror jeg bliver i Køge.

En følgesvend

På turen op langs lufthavnen fik jeg pludselig en uventet følgesvend.

Jeg havde aftalt med mig selv, at frokosten skulle være en kalorierig burger på McDonalds ved lufthavnen, og således blev det. Det var dejligt at få siddet ned, hvilket også var første gang på turen - med 27 km nedlagt. Det kunne man absolut godt mærke, da man skulle op igen, og det krævede lidt at få gang i benene igen, men det lykkedes, og foran mig lå Amager Strandpark, som jeg jo kender som min egen bukselomme, da det er her vi træner, og løber med firmaet på ugentlig basis. Og det endte også med at være indgangen til strandparken, der markerede at 30 kilometer var nået.

Et kalorierigt måltid

Hvis man søger nogle billige kalorier, så er der intet bedre sted at gå hen end McDonalds.

Grønt lys

Man skal lige være opmærksom, når man møder et lyssignal for første gang på 27,5 kilometer. Heldigvis var der grønt.

Et skib lastet med regnbuer

Vi fik højst et par dråber regn, men der faldt lidt mere over dette skib, der lod til at være lastet med regnbuer.

Det var blæst mere op i forhold til, da vi havde startet dagen på fælleden, og det blæste faktisk så meget, at der var bølger på inder-lagunen, hvilket sjældent ses. Det gjorde turen i Strandparken ekstra kold, og jeg var meget taknemmelig, da jeg endelig nåede bunker 1, og kunne søge imod land igen. Og så var det lige før, jeg kunne tage på arbejde, for turen gik lige nedenfor kontoret på Lergravsvej. Jeg modstod dog fristelsen, og fortsatte op til Kløvermarken, hvor jeg til min rædsel kunne se, at det var en del af ruten at runde denne. Den første krise var på vej, og jeg måtte lade mig dumpe omkuld på en bænk i Kløvermarkens nordlige ende ved omkring 34,5 kilometer.

Bølger på lagunen

I Amager Strandpark blæste det så voldsomt, at der var bølger på inderlagunen. Det er sjældent set.

På arbejde

Ruten kom lige forbi min virksomhed Ventu på Lergravsvej 59.

Kløvermarken

Det var her krisen satte ind. Udsigt fra bænken, hvor jeg dejsede omkuld.

Jeg var kort tid forinden begyndt at skære den resterende tur i mentale skiver. Første mentale post var 35 km, og herefter kunne man lige tage 5 kilometer til op til 40 km, og derfra var man jo nærmest i mål. Og med det som en plan kom jeg på benene igen.

De 35 km blev ramt lige ved indgangen til Christiania. Vi drejede vestover og ned mod Christmas Møllers Plads. En lokal haveforening havde lukket lågerne og dermed skåret en lille bid af turen, så vi blev bare på voldene, og fortsatte hele vejen over til SAS-hotellet. Hvert rødt lys var en lille pause, men også en påmindelse om hvor ømme ens ben var. Nu skulle mållinjen bare nås!

Christiania

Ruten nåede lige det allersydligste af Christiania, inden vi drejede vestover.

Voldene

Der er også utrolig smukt ved Christianshavns volde.

En gigantisk trappe

Den så ikke ud af meget, men når man har tæt på 40 kilometer i benene, så er selv den mindste trappe absolut gigantisk.

Fra hotellet drejede vi direkte over til nordsiden af Amager Fælled, som kun ligger 2 kilometer fra Rådhuspladsen og det er lidt fantastisk, at man kan komme så tæt på Københavns bymidte udelukkende igennem grønne omgivelser. Det var adskillige kilometer siden, jeg havde set andre deltagere, og her på fælleden virkede der et kort øjeblik helt mennesketomt. Jeg måtte lige sidde på en bænk til, men benene var lige ømme om jeg gik, stod eller sad, og når det var på den måde, kunne jeg ligeså godt bare se at komme på benene igen og imod mållinjen.

Amager Fælled nord

På et tidspunkt følte jeg mig helt alene i verden på turen tilbage imod målet. Det var en stor kontrast til dagens start, som også var på fælleden.

Berlinmuren

Som en anden Berlinmur løber dette grønne hegn adskillige kilometer rundt om den omstridte byggegrund midt på Amager Fælled. Lige nu er der nedlagt byggeforbud, men lad os se hvordan det ender.

De 40 kilometer blev ramt, netop som jeg nåede hegnet til den omstridte byggeplads lige nord for Vejlands Alle, og kort efter drejede vi tilbage imod øst og kunstværket som onde tunger har døbt "Amagers store fallos".

Bagsiden af Ørestad

Jeg havde aldrig gået her på bagsiden af Ørestad, hvor man kunne se bagsiden af alle bygningerne.

VM-Bjerget

En af mine favorit-bygninger i Ørestad er VM-Bjerget, som jeg kender både udefra og indefra, hvor sidstnævnte er takket være Ørestadens Bjergløb for en del år siden.

Der var en sidste detour, og den sendte os over på østsiden af Ørestad, hvor jeg aldrig havde været. Her gik man langs en stor kanal, og havde udsigt til bagsiden af alle Ørestad Boulevards store firkanter, imens Ferringbygningen (eller hvad den nu har skiftet navn til) åbenbarede sig i det fjerne, og indikerede hvor målet var. Herfra var det lidt som gaden i den klassiske roman "Momo" af Michael Ende, hvor uanset hvor hurtigt man gik, så kom mållinjen aldrig nærmere. Men det gjorde den så alligevel, og pludseligt var det overstået.

I mål

Pludseligt var jeg i mål. Se stolthed og lidelse blandet i mit ansigt.

42,5 kilometer eller en gang-maraton på lige under 8 timer inkl. pauser. Med skrigende ben og fødder var jeg meget stolt af min præstation. Jeg kunne stavre tilbage igennem Fields, der nu var lige så menneskefyldt, som det havde været mennesketomt om morgenen, og som en lille præmie havde parkeringen kun løbet op i 110,50 kroner.