Østrig - afrejse
Det var en rejse, som jeg havde forudsagt, at jeg først ville opfatte, når jeg stod midt i den, og sådan blev det også. Men jeg havde alligevel glædet mig helt afsindigt, og jeg fløj også ud af sengen, da vækkeuret ringede lige før 3:00 om morgenen.
Det var Krisse, Mette og jeg, der skulle til Østrig på tre dages vandring, og for at få det meste ud af dagene havde vi booket fly allerede kl. 6:00 om morgenen, og da jeg havde lovet at stille som chauffør, var det tidligt op.
Jeg hentede Mette, imens Krisse selv fandt til lufthavnen, og før vi vidste af det, sad vi i flyveren mod Frankfurt – dog ikke uden at have mødt Saras kusiner Nadia og Manja, der havde kurs mod Portugal, for verden er jo lille.
Efter en times ophold var det op i en mindre maskine, som tog os resten af vejen til Salzburg i Østrig, og eventyret var i gang.
AI er jo den nye rejsekammerat, som hurtigt kan svare på alt om transport, penge, traditioner og meget andet, og i førstnævnte kategori havde den gjort os opmærksomme på, at Salzburg-området faktisk har et ”Guest Mobility Pass”, som overnatningssteder kunne udstede i forbindelse med en overnatning, og som gav fri adgang til offentlig transport i hele regionen, så vi havde skrevet til hotellet på forhånd og fået tilsendt dette, hvilket gjorde, at vi ved hjælp af en QR-kode kunne køre i al offentlig transport. For det første sparede man lidt penge, og det var også et kæmpe incitament imod f.eks. at leje en bil og dermed mindske forurening og trængsel. Kæmpe pluspoint til Østrig.
Vi havde ingen planlagte aktiviteter om torsdagen, så vi tog ind til Salzburg og satte os i en Biergarten, hvor vi bestilte et sæt øl og nogle traditionelle østrigske retter i form af en bleg pølse med tilhørende kringle og en pølsesandwich med en lidt mindre bleg pølse. Det var ikke nogen kulinarisk oplevelse.
Herefter fandt vi over til regionsbussen, der skulle bringe os ud til hotellet, og efter 40 minutter i bus var vi fremme – men desværre i den forkerte by, for rejseleder Michael havde forvekslet, hvilket hotel vi startede på, så det kostede en kvajebajer på en mystisk café, der havde til huse på en nedlagt tankstation. Heldigvis var der en tværgående bus, som kunne bringe os til den rette by, St. Gilgen, hvor vi hurtigt fandt ned til Hotel Kendler, hvor vi skulle have de første to overnatninger.
Det var en perfekt østrigsk by, som taget ud af en gammel film, nydeligt beliggende ved en sø, som igen var omgivet af bjerge, hvor det højeste skulle danne ramme om morgendagens eventyr. Hotellet lå på et lille torv, der ikke var meget mere end et vejkryds med et stort træ i midten, og et par fortovscaféer, som havde spist det meste af vejbanen og sendte en stille summen af snak rundt i gaderne. Overfor lå en kirke, som vi lærte havde sidste klokkeslag kl. 22:00 og, lidt værre, første slag kl. 06:00 om morgenen, hvorefter der var kvartersslag, så nattesøvnen blev aldrig over 8 timer.
Krisse var restaurationsansvarlig og havde booket os ind på nabohotellet, hvor vi fik et måltid, der var markant bedre end frokostmåltidet.
Vi var ansvarlige og valgte at gå tidligt i seng, nu hvor vi også havde været tidligt oppe, så vi kunne være klar til morgendagens strabadser.