Sardinien 2026
Familiens sidste store rejse havde været Thailand, og det
havde jo forløbet lige på kanten af coronas start, så det var efterhånden mange
år siden. Vi havde derfor besluttet, at i år skulle det være, og da søde Anders
havde været så rar at stille sig til rådighed for at passe den store gule hund,
så blev det rent faktisk en mulighed for os.
Vi havde holdt et familieråd om mulige destinationer, hvor
vi både havde været omkring London, Albanien, Paris, Rom og Sardinien, hvor
sidstnævnte var noteret både på min og Kelvins liste, så det var den, som
vandt. Jeg tror, det var noget med det italienske, med en blanding af god mad,
kultur og generel varme (hvor vi i hvert fald fik nok af sidstnævnte).
Vi rejste første mandag i vores sommerferie, kørte ud og
læssede Targi af hos Anders, hvorefter jeg kørte familien til lufthavnen for at
checke bagage ind og herefter kørte op til kontoret, hvor jeg parkerede for de
næste 10 dage. Vup – sådan sparer man 1.700,-.
Familiens sidste flyvetur (med et par undtagelser for Kelvin
og mig) havde netop været Thailandsferien, så selve flyveturen var rejsens
første attraktion, og med en mellemlanding i Frankfurt var der rig mulighed for
at få fløjet hele dagen. Det krævede en far, der holdt et par hænder, men gik
ellers i fin stil. Det bliver aldrig gammelt at svæve deroppe over skyerne.
Selve opholdet var booket via AirBnB, som var allerførste
gang for os. Efter lidt indledende fumlen havde det faktisk fungeret
upåklageligt. Jeg havde lavet en lille profil, komplet med et foto af mig foran
den lokale kirke, så man kunne se, hvor ufarlig jeg var, og så kunne man ansøge
om en bolig. Sitet lagde op til, at man nærmest skrev en motiveret ansøgning,
men efter at have gjort det en enkelt gang og blot fik et "OK"
tilbage, så lod det til, at man godt kunne gøre meget mindre ud af det.
Det var ganske praktisk, for med vores familiestørrelse på 5
plejer det altid at være umanerligt svært at få et hotel, der kan passe til
hele familien, da de så ofte vil have, at man lejer 2 eller 3 værelser, men på
AirBnB var der boliger i alle størrelser.
Vi havde todelt vores ferie, så først skulle vi bo ved havet 5-10 kilometer fra Cagliari og herefter i en lejlighed midt i byens gamle bydel. Men inden vi kom så langt, så havde vi lejet en bil, og da vi først havde fundet udlejningsstedet i lufthavnen, så gik det meget let. Vi skulle naturligvis igennem seancen med tillægsforsikringer og vejhjælp, men jeg stod imod, hvilket medførte en sur grimasse fra den ellers søde italienske pige, der dog gav mig bilnøglerne uden yderligere anmærkninger.
Vi fik en lille compact SUV, og det var nok også det mindste, som kunne fungere for os. Vi kunne lige være der med bagagen. Til gengæld havde den fungerende aircondition og automatgear, hvor man lige skal vende sig til, at bremsen ikke er koblingen, hvilket nærmest fik smidt familien ud af forruden et par gange, inden den var indlært i fødderne.
På Sardinien bruger man WhatsApp, og det var også her, jeg
havde fået kontakt med mama Luisa, som var vores første vært. Jeg havde lovet
at give hende et ping, når vi var fremme i lufthavnen, så det gjorde jeg, og så
var det ud på Sardiniens vilde veje.
Man havde jo hørt rygtet, men jeg kan godt skrive under på,
at i Italien er færdselsloven vejledende, og hvis man gjorde sig den mindste
umage med at forsøge at overholde en hastighedsgrænse, så var der nogle, der
dyttede ad en, så skik følge eller land fly.
Vores første bolig var et mindre palads, der kun var adskilt
fra stranden med en lille port, så vores små vandhunde fik i hvert fald brugt
halvdelen af hver dag i vandet, og jeg blev også selv meget glad for at
aftenbade. Der var noget magisk ved at gå ud fra sit "eget" hus og
træde direkte ud i det varme vand og så bare ligge og kigge på stjerner,
flyvemaskiner og de mange lys fra Sardinien, inden man blot kunne trække sig
tilbage ind i haven med en øl eller et glas vin, imens cikaderne sang omkring
en.
Og så var der små parakitter, som var søde og
farvestrålende, men de skreg ligesom de fleste andre fugle på disse
breddegrader. Det sydlandske temperament er tilsyneladende ikke kun en
menneskesag.
En anden fugl, som var normal her, var flamingoen, og ganske
rigtigt – allerede på vej ud til første bolig kørte vi forbi nogle store
saltsøer, hvor der sad flamingoer og mæskede sig med, hvad de nu kunne finde i
vandet. Det var for det meste hvide flamingoer, men flamingoer var det.
Det var også det, som blev aktiviteten på dag 1. Vi kørte
til saltsøerne og trippede ud ad en lang sti, ud i flamingo-landet. Det var
brændende varmt, omkring de 34 grader, hvilket var et tema, som skulle vare
ferien ud. Vi havde klart vejr og solskin fra feriens start og til og med
allersidste feriedag, og det var uden nogen form for afbrydelse. Det var
solferie og solferie uden en sky på himlen.
Som dansker bliver man altid imponeret over kuperinger, for
Danmark er jo fladt som en pandekage, og Sardinien var lige modsat. Cagliari lå
ud til sydkysten og var omringet af bjerge til alle andre sider, og så var der
den sydlandske natur, som var sletteagtig med en kaktus og en palme fra tid til
anden og ellers oliventræer og andre vækster i samme tørre kategori.
Om aftenen var det vores første restaurantbesøg, hvor vi
havde fået anbefalet en restaurant i nærheden. Selv om vi var blevet rådet til
at reservere, havde vi ikke rigtig kunnet overskue det, så det var med hjertet
i halsen, at vi blot troppede op, men vi var heldige og fik et bord og skulle
så indlære de italienske bordskikke. Cuperto er et fast indslag, hvor man
betaler for opdækning, brød og vand, hvilket typisk andrager 1-2 euro og op til
2,5 i den centrale by, lærte vi senere. For en familie på 5 er det hurtigt de
første 10 euro, men heldigvis er maden herefter til at betale. Betalingskort
var helt gangbart alle steder, og jeg tror aldrig, vi på noget tidspunkt havde
et presserende behov for kontanter, men jeg lærte også, at det var blevet
pålagt ved lov, at alle skulle kunne tage imod elektronisk betaling. Der var
ikke noget med tigger-automater, der bad om drikkepenge, og da jeg en enkelt
gang forsøgte at få dem til at hæve over, sagde de, at de kun kunne tage den på
beløbet, så drikkepenge kunne kun gå i kontanter. Men cuperto gør det vel også
for drikkepenge, så det var kun et eller to steder, der fik en mønt med på
vejen. Det var der absolut ingen, der kiggede skævt til.
Onsdag havde vi bestilt billetter i en af Sardiniens to
store grotter, og det krævede en times køretur mod vest, hvilket blev lektion
to i italiensk kørsel, for her gik det op i bjergene komplet med hårnålesving
og smalle veje. Vi kørte endda over en dæmning af anseelig størrelse, præcis
som man ellers ser i film.
Vores sammenligningsgrundlag var Kleva Gruva i Sverige, som
ikke er en grotte, men derimod en mine, og der var kæmpe forskel, selv om de
kan noget hver især. Grotten på Sardinien var markant større og indeholdt en
masse fantastiske klippeformationer, og der var endda blevet plads til et
krybbespil. Der var permanent 16 grader i grotten, hvilket var ganske
behageligt i forhold til Kleva Gruva, som sagtens kunne krybe under
frysepunktet selv om sommeren.
Rundvisningen (for der var ikke adgang på egen hånd) tog en
times tid, og så blev vi sendt tilbage ud i varmen, hvor vi spiste en god
frokost, inden vi satte kursen tilbage imod byen.
Vi havde besluttet os for at grille den aften, og så gjorde
jeg noget, jeg ellers aldrig gør i udlandet. Jeg besøgte en slagter, og præcis
som i mine mareridt kunne han selvfølgelig ikke et ord engelsk, men heldigvis
var han snarrådig og greb en mobil, og med Google Translate fik jeg nogle
rigtig gode bøffer til en ganske rimelig pris. I det hele taget er mobilen
blevet et uvurderligt rejseredskab nu om dage. Naturligvis til oversættelse som
her, hvilket også hjalp os på utallige restauranter og i butikker, hvor man
blot kunne tage et billede af noget og få det live-oversat, men noget nyt er
også AI'erne som ChatGPT. De kan både rådgive om regler, skik og brug,
attraktioner og alt muligt andet. Jeg har tidligere fortalt om glæderne ved at
rejse med en, som var lokal for landet – med en AI i lommen er det næsten samme
oplevelse.
Jeg har vandrelyst i blodet, og heldigvis har det også
smittet lidt af på Kelvin, så om torsdagen havde vi aftalt en vandretur (hvor
jeg også fik uvurderlig assistance fra AI'en om områder og parkeringssædvaner,
når man var uden for lands lov og ret). Den skulle have en over nakken, så vi
planlagde 15 kilometer med indbyggede 600 højdemeter op og ned. I bakspejlet
var det nok for ambitiøst, når man også tænker på, at dagstemperaturen var 35+
grader, men man kan jo altid være bagklog. Turen ud inkluderede også
bjergkørsel, og det på endnu smallere veje end dem til gårsdagens hulebesøg. De
havde været tosporede, hvilket var luksus i forhold til disse etsporede smalle
veje med meget langt imellem mødestederne, så jeg takkede min gud og skaber
for, at vi ikke mødte nogen modkørende køretøjer, så vi skulle ligge og bakke
igennem hårnålesving og det, som var værre.
Ruten startede i midten af ingenting, hvor der som det
eneste var et skrin til Jomfru Maria (hvilket ikke var en sjælden ting på
Sardinien), og vi holdt blot ind i vejkanten et sted, hvor der lige var plads.
Turen var egentlig en rundtur fra et lokalt naturcenter, men det krævede dog
lige to kilometer, inden man overhovedet var ved naturcenteret. De gik dog i
fin stil over en lille højderyg. Først gik det lidt opad, og så gik det meget
nedad (hvilket jo så desværre oversatte til det omvendte på tilbagevejen, men
det havde vi ikke lige tænkt på). Fra naturcenteret gik det dog voldsomt meget
op. Og op … Og op … Det var varmt, men heldigvis var langt det meste af turen i
skov, så det var kun et par stræk, der foregik i den direkte, bagende sol. Vi
nåede et udkigspunkt, hvor vi kunne se hele vejen ud til kysten, der lå langt
under os, og troede, at vi var ved at nå højdemålet, men sådan var det ikke –
vi var kun halvvejs.
Landskabet var fantastisk. Det var ikke dramatiske bjerge på
samme måde som i Østrig, men blandingen af skov og klipper var helt unik. Jeg
kom til at tænke på de stakkede klipper fra Hjulben og Grimm E.
Ulv-tegnefilmene, fra jeg var dreng. Og man var virkelig alene, for på hele
turen mødte vi præcis tre mennesker, hvor to af dem var mand og kone på tur
sammen.
Der var stykker, hvor man decideret skulle klatre op på
nogle klipper, og vi nåede nok toppen af ruten lidt over et om eftermiddagen.
Som nævnt var det skov, så man kom aldrig til et decideret wauh-punkt mht. et
dramatisk fald, og så gik den ned igen – stejlt ned. Vi fik nok den samlede
nedstigning på et par kilometer, så man var helt øm i benene, da man endelig
nåede bunden. Vi havde en liter vand med hver, og det var alt, alt for lidt. Vi
kunne sagtens have medbragt to. Heldigvis var der en kilde tilbage ved
naturcenteret, hvor vi kunne fylde vores flasker, og det gjorde, at det ikke
var alt for slemt. Men de sidste to kilometer var en dræber, især fordi de
sidste små 100 højdemeter lå gemt her, så vi var tæt på at falde fra hinanden,
da vi endelig var tilbage ved bilen, som for øvrigt var en sauna på dette
tidspunkt af dagen.
Fredag var vores sidste dag på kysten, så der besluttede vi
ikke at have nogle særlige planer. Jeg har det dog skidt med at sidde stille,
så for mig blev det en løbetur. Jeg ville jo heller ikke være på Sardinien uden
at have løbet, så jeg traf en beslutning om, at jeg ville tage en løbetur på
begge vores lokationer. Det var dødeligt varmt, og jeg kom kun rundt med nød og
næppe og med mange gåpauser. Gårsdagens vandretur hjalp nok heller ikke
synderligt på dagsformen.
Hjemme ved huset var andre også blevet lidt rastløse, så vi
besluttede at køre til Cagliaris marina og købe en is, hvilket vi gjorde. Her
kunne jeg parkere med EasyPark – det var næsten som at være hjemme igen,
bortset fra at parkeringen var markant billigere.
Aftenens restaurant var lidt sjov, da det virkede, som om et
lokalt par blot havde taget deres indkørsel, sået græs og sat borde op. Det lå
tæt på vores hus, så vi tog den på gåben, hvilket restauranten slet ikke var
designet til, for man kunne kun komme til den fra en bilvej uden fortov, så det
var med liv og lemmer som indsats, at vi ankom. Til gengæld fik vi det måske
bedste måltid på Sardinien – i hvert fald til pengene, for vi spiste tre
retter, drak godt og fik kaffe og en lille efterbrænder og slap alligevel med
lige under 300,- pr. næse.
Lørdag var store transitdag, for her skulle vi sige farvel
til vores strandhus og i stedet flytte ind til midtbyen. Jeg havde egentlig
ikke tænkt over, hvordan det forholdt sig med rengøring i Airbnb, men det lod
til at være med i prisen. Man skulle bare rydde pænt op og, fordi vi var i
Italien, sortere sit affald. Deres affaldsordning fungerede faktisk ret godt.
Her blev der hentet en type affald om dagen, og så havde man en ugekalender
med, hvad som blev hentet. Torsdag var f.eks. plastikdag, imens det var
madaffald både mandag, onsdag og fredag. Her kan Køges affaldsordning, hvor man
allernådigst får hentet affald en gang om måneden, godt gå til tælling.
Det var Luisas søster, som kom og takkede af, og hun kunne
ikke et ord engelsk, så det blev en meget tavs afsked. Vi fik dog senere en
besked fra Luisa med en ekstra tak for at have ryddet pænt op og efterladt
huset i god stand. "Det var det langt fra alle, som gjorde," betroede
hun os. Og jeg kan godt se, at man her har en klemme på AirBnB-værterne, for
hvis jeg får en dårlig anmeldelse som gæst, så sletter jeg blot min profil og
starter forfra. Omvendt er værterne afhængige af gode anmeldelser for at blive
tilvalgt, og det kræver, at de virkelig lægger sig i selen. I det hele taget
tænkte jeg meget over, hvor stor en hjælp AirBnB overhovedet ville være, hvis
der opstod en tvist eller en konflikt. Sikkert ikke meget.
Men vi skulle til midtbyen, og her havde jeg, igen med hjælp
fra AI, lært, at mange italienske byer har såkaldte ZTL-zoner, som typisk
dækker deres gamle bydele og er kameraovervågede med automatiske bøder, så hvis
man ikke kører på de rigtige tidspunkter, så klapper fælden. Heldigvis sagde
vores nye værtinde, at den ZTL-zone, vi skulle bo i, kun var under restriktion
imellem 00:00 og 09:00 om morgenen, så vi kunne sagtens køre ind.
Det skulle vise sig at blive rigtig sjovt, for vi kunne
ganske rigtigt godt køre ind, men hvad var det, vi kørte ind i? Den gamle by
havde gyder ala Game of Thrones, og her skulle vi navigere imellem turister,
parkerede køretøjer af enhver art og husmure fra en tid, hvor bilen ikke var
opfundet, så der var absolut ikke mange centimeter at give af, når man skulle
passere – og der, hvor der var smallest, var der naturligvis også lige monteret
et stillads. Og så har jeg ikke engang nævnt, at bydelen lå på en 90 meter høj
klippe, så der var intet, som var plant. Jeg afskrev flere gange mentalt
depositummet på vores lejebil, men mirakuløst fik jeg navigeret det hele uden
ridser og kom igennem, for der var naturligvis ingen parkeringspladser i
området. Så da vi endelig blev spyet ud i den anden ende, valgte vi straks at
parkere lidt længere væk, men under mere menneskelige forhold – også selv om
det krævede en lille kuffertgåtur.
Lejligheden lå midt i den gamle by i nummer 77 og helt på
øverste etage, men heldigvis var der installeret elevator. Desværre kørte den
kun til næstøverste etage.
Vi var nok ikke de eneste, der boede i Airbnb, for på anden
sal hang der et skilt på en dør med: "Undlad at banke eller ringe på her.
Dette er ikke en hotellejlighed, men en rigtig bolig", og det var jo nok
et symptom på det, vi også ser i Danmark med, at de bedste lejligheder egentlig
ikke bruges til beboelse, men udelukkende til udlejning. Sådanne opgange er der
også ude ved mit arbejde på Amager.
Vi kom op til en fed penthouselejlighed med udgang til en
stor tagterrasse, hvilket vi godt vidste på forhånd, men jeg havde været spændt
på udsigten, for den fremgik ikke af billederne, og jeg frygtede lidt, at det
var en tagterrasse midt inde imellem tagene, så man ikke rigtigt kunne se
noget, men det blev heldigvis gjort til skamme, for der var en fin udsigt over
hele byen og endda de omkringliggende bjerge – og lufthavnen, så vi blev også
flyspottere, hvilket især kunne betage Sylvester (og ligeledes hans far).
Grundlæggende var det dog for varmt at opholde sig derude om dagen, så værdien
af den var ikke så stor, som man kunne have drømt om. Heldigvis var der
aircondition i lejligheden, og ellers ville vi også være smeltet bort.
Vi lavede ikke rigtig andet end at ankomme og afvente
aftensmadens komme. Her havde jeg udset mig en lokal restaurant, som skulle
specialisere sig i sardinske egnsretter, men de havde desværre ikke plads til
os – vi fik dog bestilt et bord til om mandagen. Vi søgte videre ned ad klippen
og endte på et af de travleste af Cagliaris turisttorve, hvor der dog heldigvis
var en enkelt restaurant, der kunne rumme os. Den var ikke noget at skrive hjem
om, og maden ankom i meget tilfældig orden, så stakkels Sylvester skulle sidde
og gumle lang tid efter, vi andre var færdige med vores mad. Men mætte blev vi
også den dag.
Søndag tænkte vi at være lidt kulturelle og travede ud i
byen. Der skulle ligge et meget velbevaret amfiteater nær vores bolig, og det
gjorde der i hvert fald også. Man havde fint udsyn til det fra vejen, men kunne
også betale 3 euro for at komme ind. Heldigvis advarede den søde billetdame om,
at det ikke var muligt at komme ind til selve ruinen, og ganske rigtigt, da vi
kiggede ned, kunne vi se, at stien derned var spærret 50 meter fremme, så her
ville man ikke få meget mere ud af det, end hvad man kunne se fra vejen, så vi
takkede pænt nej til at købe hendes billetter, og så kunne hun pænt trække sig
tilbage til sin kaffe.
I stedet fandt vi en botanisk have lidt længere nede, hvor
det nogenlunde kostede det samme, så her kiggede vi gladelig ind, og det var en
stor oplevelse, for på disse breddegrader kan man gro det meste, hvis blot man
også vander, så vi så alverdens vækster fra kaktusser over regnskovsplanter, og
der var også nogle fine landskaber, såsom et stort åbent klippefremspring og en
hule med store bregner, så man næsten følte sig tilbage på dinosaurernes tid
eller som statist i Rejsen til Jordens Indre. Der var stort set
mennesketomt, bortset fra et par lokale, som lod til at bruge haven som retræte
og havde fundet sig de mest skyggefulde og afsides pladser, enten med lukkede
øjne eller en bog imellem hænderne.
Efter haven fik Kaya lov til at navigere os til et issted,
og det var nok den bedste is på rejsen. Nøj, det var godt. Bananis, som smagte
af rigtig banan, stracciatella og en himmelsk amarena. Bagefter handlede vi ind
og delte os i tre hold. Kelvin og Kaya lavede forret, Sara hovedret, og
Sylvester og jeg stod for desserten. Vi startede med skinke, mozzarella og
rucolasalat. Fortsatte over i fyldte pastaer med smørsauce og endte med (endnu
mere) is, pandekager og frisk skåret frugt. Det var et godt måltid, men også
næsten så dyrt som et restaurantbesøg.
Der skulle være nogle underjordiske steder under Cagliari,
som kun kunne besøges med guide, og det havde fået mig til at hente app'en
GetYourGuide. En forfærdelig app, som tilbød masser af oplevelser til absolut
overpris, og så var den virkelig fremme i skoene med push-beskeder om både det
ene og det andet og rabatter, der bare voksede og voksede. Efter jeg havde
bestilt vores guidede tur, så fik jeg et tilbud med 50 % rabat på en vintur i
morgen. Det var en god deal, tænkte jeg, indtil vi så, at det var i Peru, så
det blev ikke lige til noget.
Mødestedet var et stenkast fra gårsdagens botaniske have, og
da vi kom frem, var der godt nok mange mennesker. Det lod som om, at disse ture
var udbudt på alverdens platforme, og det kunne egentlig have været sjovt at
sammenligne priser – jeg ville tro, der var markant forskel.
Der blev et italiensk og et engelsk hold, hvor vi heldigvis
kom på sidstnævnte, og holdet var ikke større, end at det gik. Det viste sig,
at stedet, vi startede, var en skole og også havde været en skole under Anden
Verdenskrig, så første del af turen gik ned i en interimistisk gang på 100
meter, som var udgravet, da krigen startede, og havde tjent som beskyttelsesrum
for skolen komplet med køkken, sovepladser og et kæmpe lager af tomme
vinflasker (sikkert til lærerne). Et par fra Holland kunne ikke helt følge
historien, indtil de fik forklaret, at Italien jo var på tysk side under krigen
– det var en lidt pinlig optræden i manglende almenviden. Men tunnelen var
fascinerende og et forunderligt syn, da de havde oplyst hele gangen med
utallige stearinlys, som var eneste lyskilde.
Næste stop var en krypt under en kirke og var en opvisning
i, hvor lidt Italien passer på sine klenodier. Der var altre fra både før og
lige efter Kristus, og fælles for det hele var, at der var tegnet på det med
tusch og ridset navne ind i alting. Vi fik dog en levende historie om hedenske
ritualer, og hvordan kristendommen fik sat styr på den slags, og hvordan denne
krypt også havde tjent som bunker under krigen.
Sidste stop var et decideret museum, som var bygget oven på
en udgravning, og det var fascinerende, for her kunne man se, hvordan byen bare
var opført lag på lag. Nederst fandt man de gamle romerske strukturer med veje
og faktisk ret avanceret kloakering, og så kunne man se, hvordan kristendommens
templer og kirker var opført oven på dette, indtil de mange steder var blevet
opgivet, og den mere nutidige by så var vokset oven på igen. Museet var snedigt
indrettet og var faktisk tynde metalbroer oven på alle udgravningerne.
Jeg frygtede, at guiderne skulle tigge drikkepenge ved turens afslutning, men også her blev mine fordomme gjort til skamme. De takkede blot pænt farvel og opfordrede os til at give dem gode anmeldelser på den platform, man nu havde fundet dem igennem.
Mandag var jo også den dag, hvor vi havde bord på
restauranten fra forleden. Den med de sardinske specialiteter. Men inden
specialiteterne måtte man bare nyde udsigten og omgivelserne. Den lå
billedskønt på den gamle bymur, så alle borde havde udsigt over resten af byen,
og lige præcis denne dag fik vi en ægte solnedgang, så det kunne ikke være
bedre. Jeg sagde godt nok tidligere, at hele ferien var skyfri, og det var nu
også rigtigt, men om aftenen lagde der sig typisk en dis i horisonten, som de
lokale refererede til som caligo, og den sørgede for, at solen for det meste
blot grånede ud, inden den rigtig ramte horisonten. Men det var restauranten,
og som nævnt var grunden til, at jeg havde valgt den, at den skulle
specialisere sig i traditionelle sardinske retter, og det måtte man sige, den
gjorde. Kaya fik muslinger og snegle, hvilket man måske ikke lige tilskriver
Sardinien, men jeg fik vildsvinestuvning, som også var et hit, og Kelvin gik så
langt som at bestille æsel, hvilket faktisk også viste sig at være et virkelig
godt stykke kød. Det kunne jeg godt finde på at bestille en anden gang, hvis
man nogensinde møder et menukort, som kan diske op med den specialitet.
Jeg havde også været på WhatsApp med vores værtinde, som
kendte en kaptajn, der sejlede ture med indbygget frokost, og selv om vi havde
kigget på sådan en tur, så havde vi afskrevet det, da det var for dyrt til
vores feriebudget. Jeg gætter på, at han manglede at få solgt sine pladser, for
først fik vi 10 % rabat, så 20 %, og til sidst kunne hun tilbyde stort set halv
pris, så det kunne vi ikke sige nej til. Desværre blev det efterfulgt af
tavshed, og så måtte hun brødbetynget skrive tilbage, at det ikke var en
mulighed alligevel. Sådan kan det gå – mon ikke han havde fået afsat dem til
normal takst.
Det gjorde dog ikke det store, for den dag Kelvin og jeg havde været ude at vandre, så var vi faktisk kørt forbi noget, som lignede et stort vandland, og da vi havde læst op på sagen, så var det faktisk lige, hvad det var, og det passede jo perfekt med, at tirsdagen ville blive den varmeste dag på opholdet. Vi lærte mange ting den dag. Nummer 1 var at bruge solcreme, for både Kelvin og jeg, som ikke rigtig gør os i de ting, modtog nogle gevaldige skoldninger. Jeg slap nu nådigt, men stakkels Kelvin boblede op som en flæskesteg dagen efter, og det var smertefuldt på alle måder. Nummer 2 var, at man skal huske badesandaler, for alle sten og fliser nåede kogepunktet i solen, og vi var flere, der fik brandsår under fødderne. Men bortset fra det var det alt, hvad man kunne ønske af et badeland. Der var over 15 forskellige vandrutsjebaner i alle afskygninger. Der var mørkerutsjebanen, fællesrutsjebanen og dødsrutsjebanen og herudover masser af bassiner med bølger, bobler og springvand, selv om de var lidt nærige med bølgerne. Det eneste, som ikke var værd at skrive hjem om, var deres cafeteria, som mindede om kantinen i en mindre dansk betonvirksomhed.
Tiden går stærkt, og pludselig var det feriens næstsidste dag. Jeg holdt mit løbeløfte og var denne gang tidligt ude. Men det var stadig hårdt. Denne gang pga. højdemetrene, og jeg tror, det blev til 100 meter ned og op. Om dagen barrikaderede Sara og Sylvester sig i lejligheden, og Kelvin var heller ikke meget værd med sine flæskesværsskuldre, så det blev Kaya og mig, der tog en far-datter-tur rundt i byen, hvor Kaya fik shoppet til alle veninderne, og vi også fik tid til lidt at drikke og en sidste is på rejsen.
Om aftenen havde vi booket på en lidt finere restaurant for at fejre den sidste feriedag, og det var også en virkelig god middag, hvor vi også fik et par efterfølgende drinks, og alle var lidt snaldrede, da vi trippede op ad klippen til den gamle by.
Checkud forløb lige så glat som ved havet. Vi skulle være ude kl. 11.00, hvor to hyrede rengøringsdamer dukkede op på slaget, og så skulle vi desværre først flyve klokken 18.50, så man gik lidt hvileløst rundt.
Vi valgte at køre lidt tidligt i lufthavnen og så sidde der og nyde deres aircondition, og klokken 18.20 kunne vi boarde. Desværre meddelte piloten, at der var uvejr over Frankfurt, så de havde begrænset antallet af landingsslots, hvilket betød, at vi skulle holde og vente 45 minutter, inden vi måtte lette, så det fik hjertet lidt op i halsen, da vi kun havde en times transit i Frankfurt, og da vi først kom afsted efter en lille time, hjalp det ikke på sagen. Da vi trak op til terminalen i Frankfurt fem minutter i afgangstid, håbede man, at de holdt flyet, så man ikke skulle overnatte der, og heldigvis holdt de ikke bare flyet – det var også forsinket på linje med vores eget fly, så der var absolut ingen problemer med at komme videre, og da vi lettede en time forsinket, var vi trods alt glade for, at turen nu gik hjem til Danmark.
Det var en ferie, vi vil huske lang tid fremover.