Østrig - dag 3

Hvor Hotel Kendler havde været en hyggelig østrigsk træbygning, var hotellet i Mondsee mere en bred, kedelig betonkasse, hvis største fordel var, at når man boede der, så slap man for at kigge på den. Udsigten var dog fantastisk, med direkte udsigt til Schafberg fra første vandringsdag. Denne top var faktisk synlig fra hele området, så man hele tiden kunne orientere sig.

Morgenmadsbuffetten på Landhotel Prielbauer var større, men havde slet ikke samme kvalitet som hos Frau Kendler. Deres juicemaskine var løbet tør for ekstrakt, og brødet var heller ikke noget at skrive om, og her tilberedte man også et æg ved 80 grader, men til gengæld skulle seancen så kun tage 8 minutter. Det var næsten ærgerligt, at vi ikke skulle prøve flere hoteller, så vi kunne se, om der var flere standarder for tilberedning af æg. En hyggelig tradition, som jeg ikke fik nævnt i går, var, at man satte æggene ned i det varme vand og herefter medbragte sit eget personlige æggeur til bordet, så restauranterne genlød løbende af ringende æggeure.

Men vi skulle jo også tage dagens sidste vandring, som var den korteste strækning, dog stadig med 600 meter op, og så kunne vi slippe med 400 meter ned. Destinationen var nabodalen, og herfra skulle vi så tage en bus tilbage til Hotel Kendler, hvilket jeg glædede mig til.

Vi var tidligt afsted som de andre dage, og de første kilometer gik i gårsdagens fodspor, da den officielle tur først startede i det centrale Mondsee. Det var faktisk en hyggelig tur langs floden, som startede i marklandet uden for byen, hvor skoven så samlede sig om en, imens floden skar sig 5-10 meter ned i landskabet. Den blev også passeret af en mægtig autobahn på stenpiller, der rakte så højt op, at de nærmest fortabte sig i morgendisen, og larmen fra bilerne var kun en ganske svag susen over os, da der ikke rigtig var noget, som kunne reflektere lyden ned imod os. Så startede Mondsee med et par forladte pakhuse og ruiner, der stod tæt langs floden, inden mere ordinært byggeri tog over, og så var man fremme.

Vi skiltes fra gårsdagens rute i en rundkørsel lidt syd for bymidten og tog nogle stier, inden vi havnede tilbage på asfaltvej. Landskabet var lidt sjovt, for dalen bøjede nærmest ned imod bjergsiden, så det gik lidt nedad her til at starte med, imens den massive bjergside lå foran os.

Det pudsige ved sådan en bjergside er, at det er meget svært at bedømme, hvor høj den egentlig er, for umiddelbart ser de meget tilforladelige ud, når man står nedenfor, da det er svært at bedømme, om bevoksningen imod toppen er små buske eller fuldvoksne egetræer. Det viser sig dog ofte at være det sidste.

Vi forlod asfaltvejen ved et hotel, hvor vi i bedste svenske allemandsretsstil krydsede over deres gårdsplads og hilste venligt på personalet, der dog lod til at være helt bekendt med, at der lå en vandrerute her, og hilste pænt tilbage.

Og så startede opstigningen. Der var nærmest ikke en sti, men blot en græsmark, som gik stejlt opad, og det var først 50 meter oppe, at vi kom ind i skoven og tilbage på en reel grusvej eller nærmere stenvej. Her gik det stødt opad, indtil vi traf en højere beliggende bygning, et par asfaltveje, og så slap vi vist det etablerede vejnet, for nu var det små stier op igennem skovene.

Der var en eller to, som klagede lidt over benene, selv om jeg personligt havde det fint, men det forhindrede os ikke i at fortsætte. På toppen lå ruinen Wartenfels, som vi havde set fra dalen, og da vi nåede højderyggen, var der stadig 45 minutter hen til ruinen. Dem klarede vi også, og det bedste var, at der lå en fin og hyggelig frokostrestaurant ved ruinens fod, hvor vi kunne traktere os selv med lidt at spise og en god øl (for energiens skyld). Ruinen var et frivilligt besøg, men den skulle vi da se, når nu vi var så tæt på, også selv om det var en lille ekstrastigning til regnskabet. Da man kom op til den, så den ikke synderligt imponerende ud, men vi tog et par trin op ad den og så, at den fortsatte ud på en bjergspids, hvor man kunne bestige et lille tårn, og pludselig stod man med en 270 graders udsigt over hele området, komplet med frit fald, hvis man kravlede op på murene, så det gav også et godt sug i maven.

Herfra var det nedstigning imod Fuschl am See, og selv om vi næsten fik vandret fra Krisse og nær havde mistet hende i skovens stille ro, så lykkedes det os at klare nedstigningen, hvor sidste del minsandten gik over en golfbane, som Østrig åbenbart heller ikke kunne sige sig fri for, og vi var også tæt på at blive kørt ned af en golfvogn.

Vores gratis rejsepas fra hotelopholdet skaffede os ophold på en lokal bus, der returnerede os til St. Gilgen og Frau Kendlers trygge favn.

Og så var det slut. Tre dages helt fantastisk vandring. Det kunne jeg næsten ikke bære, så jeg brugte den sene eftermiddag på lige at gå lidt ekstra i nærområdet omkring byen for at sige pænt farvel til alperne.

Det var simpelthen så fantastisk, og det er absolut ikke den sidste vandreferie, jeg har taget. Det sværger jeg 😀