Østrig - dag 2
Frau Kendler står frisk for mit indre blik. Jeg ville skyde
hende i 40’erne, iført sportsleggings og en striktrøje, og så altid ud til at
være beredt til at trave ud i naturen.
Her på andendagen var der kommet nye gæster, og de fik alle
morgenmadsbriefingen inkl. instruktionen om at tilberede æg ved 70 grader i 9
minutter.
I dag skulle vi krydse en bjergkæde til et andet hotel,
hvilket var lige over 600 meter op og 600 meter ned igen på den anden side, så
vi fyldte depoterne godt ved morgenbordet, så vi kunne være klar til dagens
strabadser.
Det var høj sol, og fuglene kvidrede fra det store træ midt
på pladsen, uden at tage notits af de tre danskere under dem, der stod og
fumlede med rygsække og GPS’er.
Bykernen, vi boede i, var som taget ud af en østrigsk
turistfilm med fine bindingsværkshuse i pastelfarver, en central kirke og en
tilhørende kirkegård i bedste katolske stil. Men den fyldte dog kun lige to-tre
blokke omkring og ned til søen, så blev tingene mere konventionelle, og kom man
langt nok ud, var hele byen omkranset af en omfartsvej – altså der, hvor der
ikke var vand. Kom man forbi denne, så var man direkte i naturen, så det var
naturligvis sådan, ruten startede. En stejl vej førte ud af byen og op til
vejen, og på den anden side blev vi opslugt af skoven.
Vi startede langs en lille flod, der var på vej den modsatte
vej i forhold til os. Vi skulle op, og den ville ned, som floder nu vil.
Halvstejlt blev til helstejlt og til trin af varierende kvalitet, men vi var
klar efter gårsdagen. Et skarpt sving vred os væk fra floden, og pludselig
fulgtes vi med en gruppe mennesker med meget mere professionelt udstyr end os.
Fancy rygsække, hjelme, handsker og matchende drikkedunke. Det var ikke lige
sådan en gruppe, man ville gå med hele vejen over bjerget, men heldigvis
skiltes vores veje, da vi kom til en lodret klippevæg. De skulle lige op og
begyndte at slå pløkker i væggen, imens der heldigvis var en lille omfartssti
til os. Tak for det.
Vi var allerede godt i højden, da vi kom til en lille hule,
hvor vi kravlede ind og kort forestillede os, at vi var neandertalere fra
tidernes morgen, og det gav blot mere blod på tanden om at komme dybere ind i
den barske natur.
Men så skete det, som effektivt kan rive en ud af sådan en
oplevelse. Man kommer til en asfaltvej, der signalerer, at alle med en bil
snildt kan omgå ens præstation, og det er altid lidt nederen. Men sådan var
ruten, så vi hoppede på asfaltvejen, der dog fortsatte fint i vejret, og mon vi
ikke snart havde lavet dagens første 100 meter?
Asfalt blev til grus, og pludselig åbenbarede der sig en
alpemark. Store marker med højt græs omgivet af træer, bakker og de stenede
tinder – og selvfølgelig også et idyllisk bondehus med tilhørende kvæg, der gik
og græssede stille omkring os.
Vi skråede over gårdspladsen og fortsatte langs markerne i
et par kilometer, hvor solen også fik tændt godt op under os, så det var
nærmest en glæde, da stien drejede os ind imellem træerne igen, men så kom
varmen på en anden måde, for nu gik det stejlt op. Og op … Og op.
Efter de næste 150 meter (i højden) holdt vi en lille pause,
hvor vi blev løbet op af et tysk ægtepar, som måske var 60-70 år, og det var en
cadeau til dem, at de var nået hertil. De var dog også svedte, og efter en kort
samtale besluttede de, at bjerget sluttede her for dem, og de vendte sig om og
gik nedad igen.
Men for os gik turen videre. Vores grusvej var efterhånden
blevet til jordvej, og der gik ikke lang tid, inden den blot var en lille sti,
der klyngede sig til siden af bjerget i det tætte skovlandskab. Men opad
fortsatte det, og vi kom meget tæt på dagens 600 meter, inden vi brød ud på en
øvre grusvej, hvor træerne skiltes og åbenbarede udsigten hele vejen tilbage
imod St. Gilgen, der nu blot var en lille dukkeby langt under os.
Den øvre grusvej bragte os nådigt over bjergkammen og slog
et sving, der bragte os til tinden Almkogel, som lige krævede 25 meter ekstra i
vejret, men så fik man også en udsigt (og en afgrund), som gav et ordentligt
sug i maven. Helt fantastisk!
Og så begyndte nedstigningen, som var yderst kondenseret. De
600 meters nedstigning skulle tages over blot et par kilometer, så det var
virkelig stejlt. Og samtidig var det klart vandreferiens travleste pas, for det
lod til, at mange kørte hertil for at bestige Almkogel, og det klarede de
lokale markant bedre end os.
”Fußstellung, Fußstellung!” råbte en ældre kvinde efter os
for at gøre os opmærksomme på, at man med stor fordel kunne gå sidelæns ned ad
den stejle skrænt, inden hun behændigt overhalede os og forsvandt ned ad den
snoede sti. Det næste var et par, som simpelthen tog nedstigningen i løb, i
stor dødsforagt, da det mindste fejltrin eller en rod, der lige fik fat om
deres fødder, ville sende dem i afgrunden. I det hele taget var her alle
aldersgrupper fra ung til gammel, hvor vi nok lå lige midt i feltet eller måske
lige over middel.
Det var en hård nedstigning, så det var virkelig glædeligt,
at der lå en beværtning i bunden af bakken, som både kunne byde på lidt vådt og
tørt og endda et toilet.
Selv om vi havde klaret alle højdemetrene, så havde vi kun
klaret halvdelen af ruten, men på de lige stræk er der ingen, som har noget på
os, og vi lagde hurtigt kilometerne bag os. Det var åbent land, som blev til
små klynger af huse. Disse voksede til sommerhuskvarterer og blev så til et
decideret rigmandskvarter med de vildeste bygninger i alle mulige
arkitektoniske afskygninger. Klassisk østrigsk? Check … Hypermoderne firkant?
Check … Endda et hobbitbo var der blevet plads til.
Så nåede vi endelig Mondsee, som var destinationsbyen, men
da vores hotel lå i udkanten af byen, så var der lige 2-3 kilometer ekstra,
hvilket heldigvis kunne tages i skovkanten langs en brusende flod.
Det var dejligt at få benene op, da vi ankom til hotellet,
og vi trakterede os selv med en god middag og efterfølgende drinks, inden vi
gik i seng og gjorde klar til tredje og sidste vandredag.
