Østrig - dag 1
I dag var det første vandredag, og jeg glædede mig helt vildt, selv om bjergene var indhyllet i skyer, når jeg kiggede op fra min balkon. Der var fin morgenmad i restauranten på Hotel Kendler, hvor det var selveste fru Kendler, der tog imod og instruerede os i både baconmaskine og kogning af æg, som foregik i en vandvarmer på 70 grader i præcis 9 minutter. Det var åbenbart et tema, som vi ville lære mere om på turen. Vi spiste os godt til og var ude på torvet lige efter kl. 9.00.
Dagen i dag var en nedstigning fra den højeste tinde i området "Schafberg", men for at stige ned skulle vi først op, og det var lidt af en eventyrlig rejse, som ventede på os.
Der var en turistfærge, som sejlede rundt i de lokale søer, og vi var klar på første afgang – som de eneste i morgentågen. Eller næsten som de eneste, for der var et enkelt japansk par, som også delte den store færge med os. Turen gik direkte til St. Wolfgang, hvilket tog 20 minutter i let regn og en temperatur, man kun lige kunne kalde opholdsvejr.
Vel afsatte i St. Wolfgang skulle vi nu med Europas stejleste tandhjulsbane, der skulle bringe os hele vejen til toppen af Wolfgangstinde, hvor turen skulle starte, og på trods af en billetdame, der virkelig lod til at have en dårlig dag, hvor hun skældte alle ud (inklusive sin billetmaskine), fik vi billetter og kunne gå lidt rundt i museumsområdet, hvor man bl.a. kunne se dampversionen af toget, der engang havde bestridt tandhjulsbanen.
Men klokken blev hurtigt 10.20, og så åbnede dørene ud til de små dieselelektriske tog, som skulle tage os til toppen. Der var god plads i toget, og vi havde fået sikret os frontpladsen lige bag chaufføren i et meget lille førerhus, så der var godt udsyn, da vi satte afsted.
Det første indtryk var, at det da var stejlt, men så heller ikke værre – det indtryk ændrede sig dog hurtigt, da vi kom rundt om et par sving, og banen nærmest virkede til at dreje lodret i vejret, hvilket var meget surrealistisk, med en følelse af, at man ville vælte helt tilbage i vognen. Men heldigvis så det værre ud, end det var, og følelsen i toget var nærmest, at man selv kørte vandret, imens det var resten af verden, som var blevet skæv.
Og med den hældning kom vi hurtigt i vejret, så inden for de første 10-15 minutter havde vi et fint udsyn over dalen og søen, imens toget klamrede sig til klippevæggen. På halvvejen var der et stop, hvor der var en times gang til toppen, men kun ti minutter med toget. Her byttede vi spor med et nedkørende tog, inden turen fortsatte, og lige pludselig var vi oppe i skyerne, og alt var indhyllet i tåge, inden vi brød frem på toppen af skyerne, i en eventyrverden, hvor der kun var vores tog, der kørte over himlen.
Vi blev taget tilbage til virkeligheden igennem en 300 meter lang tunnel, der skar den sidste vej igennem bjergtoppen, og landede os på endestationen på toppen af verden, eller rettere sagt næsten på toppen, for de sidste 30 meter skulle man lige bestride selv, for at komme op til Hotel Schafbergspitze, der havde indtaget tinden. Her kunne man gå rundt på en vakkelvorn plankesti og nyde udsigten i 360 grader. Man skulle dog ikke have højdeskræk, for på den anden side af bjerget gik det lodret ned, hvor man både kunne se dal og skyer mange hundrede meter under sig.
Men nu skulle det stå. Den store nedstigning! Og når man er på toppen af et bjerg, er der jo ikke så mange muligheder for at vælge vejen ned, så vi måtte sande, at vi startede forholdsvis stejlt ud, hvilket kombineret med mudder og glatte sten gav et par næsten-snuble-scenarier, men det var en uforglemmelig oplevelse at vandre der og kigge ned på skyerne.
Da vi havde gået en kilometers penge, blev det endnu stejlere, og vi skulle nu navigere en række klippeagtige trin, og man skulle ikke træde meget forkert for at komme i uføre. Helt i Østrigs ånd kunne vi også høre klemten fra en klokke, og ganske rigtigt – et stykke under os gik der såmænd kvæg med fine, store ko-klokker.
Vi fortsatte lidt på den stejle nedstigning, indtil vi mødte sporet til bjergbanen, og da vi havde krydset det, nåede vi mere fladt terræn, hvor vi hilste på et par sky bjerggeder, der sprang rundt. Vi var absolut ikke nede endnu, men var dog nået til togstationen fra før, der signalerede, vi havde overstået den første times vandring, så her tog vi turens første pause i selskab med bjergkvæget.
Herefter fortsatte vi ad en bred grusvej, som begyndte at gå stejlt nedover, men det var ingenting, for lidt længere nede var der et skilt, der så ud, som om det blot pegede ud imod afgrunden og instruerede os i at fortsætte den vej. Der var dog en sti, men den var virkelig stejl, var virkelig mudret og havde masser af rødder, hvis eneste formål var at få fat i vores fødder.
Vi var efterhånden også nået ned i skyhøjde, hvor skyerne gled imellem træerne som en tåge, for kort tid efter at opløse sig igen, hvilket gjorde, at man følte sig helt alene i verden. Det var først den ene vej, og så den anden vej ned ad bjergsiden, med tryk på nedad. Vi spottede efterhånden en anden grusvej dybt under os, men vi fik efterhånden indhentet den og troede, vi skulle gå lidt lige, men nej. Et nyt skilt pegede direkte imod næste afgrund og endnu en stejl skovsti.
Sådan gik det et par gange til, imens timerne gik, men til sidst fladede landskabet en anelse ud, og man begyndte at genkende noget terræn ala Møns Klint. Efter endnu en time nåede vi til et udsyn, hvor vi med glæde kunne konstatere, at vi stort set var nået ned i dalen, og der kun lige var 50 meter yderligere (desværre højdemeter).
Dette skulle bringe os til Europakloster, hvor de efter sigende skulle brygge noget likør, hvor vi havde lovning på en lille smagsprøve, så det ville ikke være dårligt, selvom noget koldt vand måske ville være mere kærkomment, for flaskevandet var efterhånden blevet godt lunkent.
Klosteret var mere en enklave af huse og små haver, men vi fandt den centrale butik, hvor en kvinde meget hjerteligt tog imod os, efter et skilt havde belært os om, at rygsække var absolut uønskede i butikken, sikkert fordi de havde tendens til at rage alting ned fra hylderne.
Hun var meget gavmild med sine flasker, hvor vi fik smagt likør gjort på alverdens urter, og fik valgt et par stykker, vi kunne tage med videre.
Vi fandt dog klosterhaven og dens mange urter, hvor vi lige hvilede stængerne, inden vi satte ud på de sidste 5 kilometer tilbage til udgangsbyen. Krisses knæ var ikke i topform af den lange nedstigning, så hun måtte tage de sidste nedture baglæns, hvilket faktisk viste sig at være et ganske godt bjergtrick.
Det var dejligt at komme tilbage, og vi fik sat os ved det første traktørsted i første parket til den smukke sø, og bestilte turens nok dyreste øl, for krofatter kendte godt placeringen af sin butik.
Herefter tog vi en tur forbi apoteket, så vi kunne dope Krisse op, og vi sluttede aftenen på en vinbar med kalv og pizza.